En kvinde i 30'erne kunne ikke tro sine egne øjne, da det viste sig, at hun havde vundet andenpræmien i Eurojackpot.

Det oplyser Danske Spil i en pressemeddelelse.

Kvinden, der har ønsket at være anonym, oplyser, at hun var nødt til at få en bekendt til at dobbelttjekke vindertallene.

»Hold nu op, hvor var det overvældende,« fortæller den glade vinder, der helt spontant købte kuponen i en Fakta i Helsingør Kommune.

»Jeg spiller jo ikke Lotto særligt tit, men enkelte gange køber jeg lige en kupon. I det her tilfælde var jeg i Fakta og tænkte, jeg skulle prøve at købe en kupon. Det viste sig jo at være en ganske fin idé.«

Andenpræmien sikrede hende 1.908.669 kroner, og gevinsten er selvfølgelig blevet fejret.

»Jamen - da jeg fandt ud af, at jeg havde vundet, skulle det fejres med champagne. Min søn skulle heller ikke snydes, så vi fik os en god omgang voksen- og børnebobler,« siger hun.

Hun har endnu ikke besluttet sig for, hvad hele beløbet skal bruges på. Men en lille del af pengepræmien skal bruges på en tur til Disneyland med sønnen.