Kurt Lassen, journalist og forfatter. Blog-skriver på B.T.
Kurt Lassen, journalist og forfatter. Blog-skriver på B.T. Foto: Bax Lindhardt

Hvordan en 12-årig kan forcere trapper og sætte sig til bords uden at løfte blikket fra mobilen eller tabe den ned i Nutella-maden (på rugbrød dog), er et af hverdagens små mysterier.

Også hvordan hun i det hele taget kan lytte til YouTube og samtidig høre en pose Haribo blive åbnet, men ikke en lyd om lektier. Heldigvis for høretelefoner og et efterkommet ønske om at slå larmen fra den klikkende kamerafunktion til evindelig brug på Snap eller Instagram. Tror jeg nok, det bliver brugt til, for selvom vi voksne må tage os sammen til at kigge med over skulderen, så det ikke kører helt af sporet, kan vi jo ikke følge med hele tiden. Vi har også vores egen telefon at passe.

Og så en af de dage, hvor hverken panserglas eller anden påpasselighed har kunnet afbøde. Den ældstes smartphone itu ud af det blå. Horisonten indstillet på uendelig tomhed, og hvad skal hun nu stille op. Ej at forglemme, hvordan jeg skal komme i kontakt med hende den hele lange dag. Måske endda ugen ud. Alt imens den 12-årige glider ninja-style igennem curlingkøreturen til skole, skal man ligefrem konversere med den anden.

I guder, hvor hænger vi på den. Wifi og strømstik er skoleungdommens valuta og helt i top på elevrådsprioriteten. Papirløse klasser, Word Online som nutidens gruppearbejde, nå ja, udskældt forældre- og elevintra, men trods alt trådløs kommunikation med folkeskolen. Facebook-interaktion med fodboldklubben – i sig selv en stopklods for et par ugers SoMe-pause. Og så fremdeles.

Derfor faldt jeg i gryden på det gennemkommercialiserede pr-stunt, de gamle finske giganter fra Nokia, der for mobildelen ikke længere er finsk, men fra Microsoft-land, har bagt op til hen over de seneste uger. For ti år siden sad de på 50 procent af markedet, i dag kun på tre. Stuntet kulminerede søndag: Nokia 3310 er tilbage. I en relanceret udgave – sågar også i farverne gul og rød og med en lidt større skærm. Dog lettere nedslående ditto med kamera og netadgang. Men stadig. Og til under en plovmand. Drejeskivetelefonen tilbage i lommen og tre tryk på sms-funktionen for at fremtrylle et enkelt bogstav i displayet. Alt bliver igen som i gamle dage. Eller også gør det ikke.

Hold nu kaje, man kunne snakke i den telefon. I timevis. Dens lidt ældre storbror, Nokia 2110, holdt jeg endnu mere af. Man kunne smække et ekstra stort batteri på, så den ved overdreven samtale blev så tung, at den kunne fremtvinge et hold i ryggen. Men fantastisk var den.
Vi er faktisk ikke længere tilbage end slut-1990erne og start-00erne. Dengang vi på mit gamle dagblad havde en Ritzau-rodekasse af perifære og-det-kan-næsten-ikke-passe-historier til rubrikken ’Kloden Rundt’. I dag er de mainstream-nyheder i ungernes mobil-feed.

Nu er det hele sådan lidt fortegnet, og naturligvis i virkeligheden ikke mine egne børn, jeg skriver om, for det ville de finde ualmindelig pinligt. Også hvis de skulle påtvinges en lettere analog udgave af deres fars fortid. Men jeg overvejer alligevel her frem mod deres respektive fødselsdage at kigge lidt nærmere på den der Nokia 3310...

SMS

Hitter på Facebook