På blot et år er hver fjerde kursist forsvundet fra AMU-kurserne. Udviklingen er problematisk i en tid, hvor folk burde opkvalificere sig, mener Dansk Erhverv og arbejdmarkedsekspert.

Fra 2010 til 2011 er der sket et kraftigt fald i antallet af kursister på arbejdsmarkedsuddannelserne, også kaldet AMU-kurserne. På det ene år er hver fjerde kursist forsvundet, viser en ny analyse fra Arbejderbevægelses Erhvervsråd (AE) ifølge Politiken.

- Det er stærkt bekymrende, at vi ser så drastisk et drop i antallet af kursister. I en krisetid burde vi bruge tiden på en opkvalificering af arbejdsstyrken. Men vi gør det stik modsatte, siger lektor og arbejdsmarkedsekspert Finn Sommer fra Roskilde Universitet til Politiken.

Ifølge avisen er antallet af kursister faldet fra 1,1 millioner i 2010 til 838.000 sidste år, og den udvikling bekymrer også Dansk Erhverv.

- Vi er nervøse for, at selve AMU-systemets eksistens er truet af en selvforstærkende nedadgående spiral, hvor virksomheder, kursister og skoler i stigende omfang fravælger arbejdsmarkedsuddannelserne til løbende opkvalificering, siger chefkonsulent i erhvervsorganisationen, Gorm Johansen, til Politiken.

AMU-kurserne har eksisteret siden 1960, og meningen med dem er netop at udbygge den enkeltes kvalifikationer og kompetencer, så det bliver lettere at imødekomme forandringer på arbejdsmarkedet.

Hos Socialdemokraterne håber arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen, at den negative udvikling vender allerede i år.

- Sker det ikke, må vi vurdere, hvad grunden er, og undersøge, om AMU-systemet er i de rammer, som det skal være i, siger han til avisen.

Ifølge arbejdsmarkedseksperten handler det om, at lønmodtagerne er begyndt at tænke mere kortsigtet for at bevare deres job.

- De orienterer sig efter at gøre det godt på arbejdet – frem for at efteruddanne sig. Og når virksomhederne heller ikke prioriterer kvalificering af medarbejderne via uddannelse, så er vi på vej mod en dekvalificering af arbejdsstyrken i en tid, hvor der er al mulig grund til det modsatte, siger Finn Sommer.

Hvis man tager et AMU-kursus, er der ellers udsigt til en økonomisk gulerod, fastslår AE i sin analyse. Ufaglærte og faglærte, der har taget et kurses, får nemlig mellem 3.000 og 7.000 kroner mere i årsløn end deres kolleger.