Ny konference vil bringe kunstnere og erhvervsliv sammen. Kunstnere kan nemlig noget, som erhvervslivet har brug for.

Reoler kan bruges til andet end bøger. For eksempel til at tromme på. Det opdagede møbelproducenten Montana Møbler, da den fik komponeret en koncert med tilhørende ballet. Trommerier og dans gav nye måder at formidle producentens varer på, og er et af de eksempler på samarbejde mellem kunst og erhvervsliv, der onsdag fremlægges på en konference i Odense.

- Traditionelt er kunstnere sponseret af erhvervslivet, men vi ønsker at vise, at kunstnere og erhvervsliv kan mødes på lige vilkår. Sammen kan de skabe vækst, siger Pia Wirnfeldt, der arrangerer konferencen blandt andet med støtte fra Odense Kommune.

Konferencen i Odense sætter især fokus på fire områder, hvor virksomheder kan bruge kunstnere: Hjælp til branding af virksomheden, hjælp til at forbedre de sociale relationer i virksomheden og med dens kunder, hjælp til integreret udsmykning på virksomheder og hjælp til produktudvikling for eksempel emballering og udseende.

/ritzau/