Kunderne strømmede til Tøj og Sko efter nyhed om lukning

Butiksdød: Nyheden om Tøj & Skos lukning har fået stamkunderne til at strømme til butikkerne

En fyldt butik, kunder ved kassen og masser af tøj, der blev bedømt og prøvet. Nyheden om, at Tøj & Sko lukker sine 37 butikker, var ikke gået ubemærket hen for kædens stamkunder.

I Tøj & Sko på Nørrebrogade 34 i København gav nyheden om lukningen ekstra travlhed.

- Der har været rigtig mange kunder herinde i dag. Vores loyale kunder er rigtig kede af det. Vi kender jo mange af dem rigtig godt. Vi har set dem herinde, fra de ventede sig, til konfirmationen nærmest. Vi kender deres børn, og hvilke størrelser de bruger, så vi står nærmest klar med det rigtige, når de kommer ind ad døren, fortæller butikschef Christine Hansen.

Læs også: Tøj og Sko lukker samtlige butikker

Man tager sig god tid til kunderne i butikken, og de mest trofaste kunder kommer da heller ikke kun for at købe tøj.

Vidste det ville ske

- I butikken i Holbæk har vi en kunde, der tit kommer og drikker kaffe i butikken. Så hun var ked af, at hun manglede et sted at drikke kaffe, når nu vi lukker, fortæller Christine Hansen.

Christine Hansen blev selv udlært i kæden i 2005, hvor hun har været siden, og bestyrer nu to butikker. For hende og hendes kolleger var det selvfølgelig en trist nyhed, de fik i mandags.

- Det var selvfølgelig hårdt, vi blev meget berørte. Selvfølgelig er det kun et arbejde, det ved vi godt. Men nogle af mine kolleger har arbejdet her i 20-30 år, så for dem er det jo deres liv, siger Christine Hansen, der inderst inde godt vidste, at tiden var knap for hendes butikker pga. de seneste års svigtende salg.

Redningen kom for sent

- Vi var forberedte på det, for vi kunne jo godt se, hvad vej det gik. Så det er hårdt, men jeg synes også, det er det rigtige at gøre. Vi har selv bakket op om ledelsens beslutning, selv om det ikke er en nem beslutning at tage, siger hun.

For nogle år siden forsøgte man at ændre den faldende omsætning og redde tøjkæden.

- Vi har gjort rigtig meget for at komme frem i lyset. Vi har reklameret meget mere, end vi har gjort før, og har givet personalet mere uddannelse. Så vi har kæmpet en brav kamp, men det har bare været for sent.

Christine Hansen håber på, at hun og kollegerne kan få et nyt job i Dansk Supermarked, der ejer Tøj & Sko. Selv vil hun gerne arbejde i administrationen eller undervise nye elever.

- Vi håber, at vi kan blive i firmaet. Det vil vi rigtig gerne, og jeg ved, at der bliver gjort en masse for, at vi får et job, der passer til os, siger hun.

Tøj & Sko

- Tøj & Sko blev stiftet i 1981 og har lige siden solgt billigt tøj og sko til kvinder og børn.

- Kæden består af 37 forretninger fordelt over hele landet, og har omkring 340 ansatte.

- Tøj & Sko er en del af Dansk Supermarked, der også driver supermarkederne Bilka, Føtex og Netto.

- Lukningen af kæden kommer efter flere års fald i omsætning og antal kunder, og er en del af en samlet plan hos Dansk Supermarked for at imødegå et faldende overskud.

- Regnskabet for andet kvartal viste, at Dansk Supermarkeds samlede overskud var 202 mio. kr. mindre - sammenlignet med sidste år.

- 10-15 af forretningerne forvandles til døgnNetto, hvor det forventes, at en del af medarbejderne i Tøj & Sko kan få arbejde. Man håber at kunne genansætte så mange af de 340 medarbejdere som muligt i andre stillinger i koncernen.

- Det vides endnu ikke, hvornår butikkerne præcis lukker, det forventes at ske omkring årsskiftet.

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her