Supermarkedskæden Aldi har i adskillige år haft dundrende underskud i Danmark. I maj måned meddelte kæden også, at de lukker 32 butikker ud af deres i alt 220 i Danmark.

Nu sadler virksomheden om, ifølge en pressemeddelse. En af ændringerne bliver de forhadte kassebånd, som var meget små og hvor kunden risikerede at varerne nærmest faldt på gulvet ved et middelstort indkøb.

»Vi er ikke kendt for at have de mest indbydende butikker, eksempelvis har vores kassebånd længe været til frustration for vores kunder. Det gør vi nu noget ved, så indkøbsoplevelsen kommer i top,« siger direktør for kvalitet, CSR og kommunikation i Aldi Danmark, Thomas Bang i pressemeddelelsen.

Det er dog ikke bare kassebåndet, som skal fornys så Aldi kan trækkes op på siden af konkurrenterne. Der vil blive satset på større butikker, større friskvaresortiment, opsætning af flaskeautomater og skrappere standarder for produktion og kvalitetsindhold.

Aldi søsatte i foråret kampagnen 'Mit nye Aldi,' der skal oplyse kunderne om de nye tiltag.

»I dag handler discount om at holde fast i lave priser og lytte til sine kunders behov. Derfor skal vi både levere en indkøbsoplevelse der inspirerer, og varer i høj kvalitet som er produceret med respekt for miljø og mennesker. Som kunde skal du have tillid til, at vi i Aldi har taget valget for dig, så du ikke skal bekymre dig om varen nu er god nok,« udtaler Thomas Bang i Aldis pressemeddelelse.