Ifølge en undersøgelse fra Konkurrence og Forbrugerstyrelsen får otte ud af ti forbrugere, der udfordrer prisen, enten billigere eller bedre varer.

Det er ikke svært at forhandle sig til et afslag i prisen på den nye barnevogn, lånet i banken eller prisen på mobilen, skriver Politiken.

Men der er alt for få, der gør det, lyder det fra kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen (KFST) Niels Enemærke.

»Folk snyder sig selv på mange af de her markeder, fordi de ikke sikrer sig den bedste og billigste vare eller ydelse. I nogle brancher er over 80 procent af forbrugerne, der hverken prøver at forhandle eller at skifte leverandør,« siger han om en undersøgelse, som Megafon har gennemført blandt 5.000 danskere.

Undersøgelsen viser, at på størstedelen af markederne er det mindre end hver fjerde forbruger, der inden for de seneste to år har skiftet selskab eller har valgt en anden forhandler end sidst. For tandlæger og banker ligger tallene på henholdsvis ni og 11 procent.

Ifølge professor i forhandlingsteknik Keld Jensen er danskerne meget håndsky, når det kommer til at prutte om prisen, og det koster dyrt. Han forklarer, at danskerne alt for ofte opfatter priserne som »faste«.

Ifølge Danmarks Statistik ligger prisniveauet her i landet 39 procent højere end gennemsnittet i de øvrige EU-lande, når man måler i forhold til indbyggernes købekraft, skriver Politiken.