En burgerrestaurant i Odense har været nødt til at ændre i menukortet.

Det skyldes en utilfreds kunde, der i august bemærkede, at stedet, som udelukkende sælger halal-mad, skiltede med at have bacon i deres burgere. Det var kalvebacon, og derfor pudsede kunden Fødevarestyrelsen på The Burger i centrum af Odense.

Ved besøget konstaterede fødevaremyndighederne, at virksomheden anpriste med bacon i menukortet, men brugte kalvebacon.

»Det indskærpes, at fødevarer ikke må sælges under omstændigheder, der kan vildlede forbrugerne,« lyder det i kontrolrapporten fra den 25. august 2016.

Burgerrestauranten fik besked på at slette ordet bacon, så det fremgår af menukortet, at der er tale om kalvebacon. Efter besøget har The Burger derfor tilrettet sit menukort, så det nu står klart og tydeligt, at det er kalvebacon, der ligger mellem burgerbollerne.

The Burger ændrede bacon til kalvebacon på menukortet.
The Burger ændrede bacon til kalvebacon på menukortet. Foto: Screendump/theburger.dk
Vis mere

Det fremgår også af kontrolrapporten, at 'kontrolbesøget sker på baggrund af en forbrugerhenvendelse'.

Henvendelsen kom fra Christel Gall, der er medlem af byrådet i Odense Kommune for Dansk Folkeparti. Hun havde kort forinden været på The Burger sammen med sin familie.

»The Burger så fint ud, og da de havde en burger med bacon, var jeg klar, for jeg spiser jo ikke halal-kød, hvilket bacon gudskelov aldrig bliver,« skriver hun på Den Korte Avis.

Hun anmeldte stedet for falsk anprisning, da hun under sit besøg på restauranten opdagede, at maden var halal, og baconen derfor ikke stammede fra svin.

Dagen efter hendes anmeldelse rykkede Fødevarestyrelsen ud. Den hurtige 'udrykning', der resulterede i en indskærpelse og en ændring i menukortet, glæder byrådsmedlemmet.

»Man må ikke kalde noget for bacon, der ikke er bacon,« skriver hun.