Den populære restaurantkæde Dalle Valle har et stort overskud på kontoen, og det vil ejerne bruge på at udvikle spisestedets koncept. Men det nye tiltag falder ikke i god jord hos alle.

Hovedtrækkene bag idéen er, at det bliver dyrere, men bedre.

»Vi er stille og roligt i gang med at opgradere design- og indretningsmæssigt, så restauranterne får et nyt udtryk. Vi er også meget buffetorienteret, og den er vi også ved at opgradere, så det ganske enkelt bliver bedre mad,« fortæller Niels Rønnebeck, der er bestyrelsesformand i selskabet bag Dalle Valle til finans.dk.

Og derfor bliver prisen på den ellers så billige mad sat en smule op, og det tager kunderne meget blandet imod.

Hanne Larsen er noget skeptisk overfor det nye koncept, for hun er godt tilfreds med, hvordan restauranten ser ud nu. Hun skriver blandt andet på Facebook: 'Dyre og andet og bedre mad hmm jeg undres'.

Nadja Thomsen mener derimod, det nye koncept er tiltrængt. 'De trænger vidst også, til en opgradering efterhånden'.

Den selvudnævnte stamkunde Pi Christensen er bestemt ikke glad for den kommende prisstigning: 'Det kan i da ikke være bekendt,' skriver hun blandt andet.

Michael Bech Christensen mener dog, at Dalle Valle godt kunne trænge til en forbedring af maden. I en humoristisk tone skriver han: 'Det nye koncept består i at maden kan spises'.

Dog er der flere, der er utilfredse med den nye, højere pris, fordi det gør, at de ikke længere har råd til at spise ude. For eksempel skriver Karoline Lunddal Dam: 'Ikke mere SU-mad'.