Helsingør Domkirke var godt fyldt, og adskillige politikere og prominente navne fra fagbevægelsen tog plads i kirken, da den tidligere formand for Dansk Metal Georg Poulsen torsdag eftermiddag blev bisat.

Georg Poulsen var smed af den gamle skole. Og længe inden han blev både formand og byrådsmedlem i Helsingør tilbragte han sin læretid på det gamle skibsværft i Helsingør.

I en helt ny dokumentar følger man Georg Poulsen kort før hans død, da han efter flere års arbejde er tilbage på det nu nedlagte skibsværft og er med til at indvi fire bronzeskulpturer, der forestiller værftsarbejdere. 

  

I filmen fortæller den 84-årige Georg Poulsen også om sin tid på værftet, om mødet med Dronning Margrethe, tiden som formand, og vi følger ham til reception hos den nuværende formand for Dansk Metal Claus Jensen.

Du kan se hele dokumentaren om Georg Poulsen herover.

Dokumentarfilmen ‘Metalmanden’ er produceret af Svada Film for Dansk Metal.