Kun et fåtal af danskere med en efterlønsopsparing vil anvende den til forbrug, når det om godt tre uger bliver muligt at få opsparingen udbetalt som et skattefrit engangsbeløb.

Kun hver tredje dansker har planer om at hæve sin efterlønsopsparing, og ud af dem vil kun hver femte bruge pengene på hvidevarer, rejser og andre privatforbrug, oplyser TV 2 Nyhederne.

Derimod vil næsten halvdelen bruge pengene til at spare op eller betale gæld. Det viser en rundspørge, som Megafon har foretaget for TV 2 og Politiken.

Da de daværende regeringspartier, Venstre og Konservative, i august sidste år fremlagde deres forslag til en efterlønsreform, var det med klare forventninger til, hvad det ville betyde for privatforbruget.

- Regeringen fremrykker samtidig udbetalingen af efterlønnen for at få flere penge ud at arbejde i samfundet. Hvis hver tredje dansker, der betaler til efterlønnen, vælger at få udbetalt efterlønsbidraget, så vil det sende 17 milliarder kroner ud i samfundet, sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Samme argument er siden blevet gentaget af flere politikere.

Men hvis hver femte af de danskere, der hæver pengene, bruger hele efterlønsopsparingen på forbrug, svarer det ifølge Sydbank til, at der bliver pumpet fem milliarder kroner ud i dansk økonomi.

Omkring 20 procent vil fordele pengene ligeligt til opsparing og forbrug, mens hver fjerde endnu ikke har besluttet sig. 39 procent ønsker at blive i efterlønsordningen, viser rundspørgen ifølge TV 2 Nyhederne.

Indbetalt efterløn kan udbetales fra 2. april.