Selv om det fyger med sne i det meste af landet, har vejret ikke ført til alvorlige trafikuheld. Til gengæld har de sjællandske ambulancer svært ved at komme frem.

Sneen er for alvor nået til Sjælland. Det mærker man hos Midt- og Vestsjællands Politi, som har hidkaldt fem sneplove fra Beredskabsstyrelsen, fortæller vagtchef Søren Danielsen.

- På bivejene er det mange steder svært fremkommeligt, og nogle steder er det helt føget til. Der er også hvidt på hovedvejene, men de formår stadig at holde dem åbne. Så for at sikre, at ambulancerne kan komme ud, har vi rekvireret sneplove til at stå standby i Roskilde, Snertinge og Kalundborg, siger vagtchefen.

Ligesom resten af landet har området dog været forskånet for større trafikuheld. Mellem fem og 10 biler er skredet af vejen, fortæller Søren Danielsen.

- Der har været uheld, der relaterer sig til det glatte føre, men intet alvorligt. Det lader til, at folk har taget det seriøst, at der er glat, så hastigheden er heldigvis også derefter.

Også de nordsjællandske bilister har taget deres forholdsregler, fortæller vagtchef Erik Skriver fra Nordsjællands Politi.

- Vi har kun registreret et enkelt solouheld omkring Hillerød. Derudover synes vi, at folk kører forsigtigt, og det ser ud som om, vi slipper godt igennem den her situation.

I Østjyllands politikreds vurderer vagtchefen, at folk simpelthen er blevet inden døre frem for at køre ærinder.

- Selv om det sner, så bliver trafikken – på nuværende tidspunkt – afviklet stille og roligt. Vi har indtil nu kun haft en havareret bil på E-45, Gudenådalen, i det sydgående spor. Snevejret fortsætter, men stadig uden nævneværdige problemer, siger vagtchef Jens Fonseca.

I det sønderjyske er snevejret helt stoppet, fortæller vagtchefen.

- Jeg tror, jeg har set en enkelt, der er gledet i grøften, men ellers har vi ikke haft noget, der relaterer sig til vejret. Vi har kun fået lidt sne, og folk har kørt pænt, siger Bjørn Pedersen fra Sønderjyllands Politi.

Der har heller ikke været »nævneværdige trafikle problemer eller trafikuheld« på Fyn, som Fyns Politis vagtchef skriver i en pressemeddelelse.

- Fremkommeligheden på den fynske motorvej E20 blev sikret ved massiv tilstedeværelse af flere sneplove i formation i begge retninger, ligesom de kommunale beredskaber holdt hoved- og biveje åbne med flere sneplove i aktion igennem hele natten og dagen i dag, siger vagtchef Kim Munksgaard.

Bornholm er sidste snebastion. Her begyndte det at sne ved 14-15-tiden.

- Snevejret er først lige gået i land herovre. Det blæser og sner, og det giver fygning. Jeg har p.t. kun én melding om en vej, der giver problemer, men altså ingen uheld foreløbigt, siger vagtchef Kim Pedersen fra Bornholms Politi.

Flere lufthavne er søndag eftermiddag alvorligt påvirkede af den kraftige snestorm. I Aarhus var sigtbarheden midt på eftermiddagen så lav, at man blev tvunget til at aflyse en indenrigsflyvning, mens et fly fra London er blevet omdirigeret til Billund.

Aalborg Lufthavn har hidtil været forskånet for problemer som følge af uvejret, men ifølge nordjyske.dk meldes der nu også om forsinkelser her. Årsagen er forsinkelserne i Københavns Lufthavn, der nu forplanter sig til Aalborg.