Hærens infanterikampkøretøjer går ned på stribe i Afghanistan, hvor kun to køretøjer kunne køre det meste af oktober. Forsvaret var advaret om, at det kunne ske, men alligevel har de ikke dæmmet op for problemerne. Soldaterne må køre i mindre sikre køretøjer.

For under to år siden blev 10 infanterikampkøretøjer sendt til Afghanistan. Køretøjerne er hærens nyeste maskine, og så sent som i september blev de rost som "meget stabile" på forsvarets hjemmeside.

Men nu kan Radio24syv afsløre, at kun to køretøjer kunne køre i det meste af oktober.

- Det er generelt frustrerende for soldaterne, når deres udstyr ikke virker, siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel og Korporalforening til Radio24syv.

Soldaterne har i stedet måttet bruge køretøjer, der ikke har samme kampstyrke eller minesikkerhed. Det fortæller kilder i Afghanistan til Radio24syv.

Køretøjet kan beskrives som en mellemting mellem en kampvogn og en pansret mandskabsvogn. Det har fået installeret ekstra køling og isolering for at klare varmen i Afghanistan.

Tre køretøjer er blevet skadet så voldsomt af brand og miner, at forsvaret i sommers besluttede, at soldaterne kun skal råde over syv køretøjer. Af dem har tre fået ødelagt deres elektroniske udstyr i varmen. De har nu i flere måneder ventet på reservedele.

I det meste af oktober var yderligere to køretøjer ramt af defekt og måtte på værksted. Derfor have soldaterne kun to køretøjer til rådighed.

Men problemerne kunne have været undgået, hvis forsvaret havde gjort, som mekanikere i to omgange advarede om. Først i februar og igen i juni skriver mekanikerne om, at køretøjerne vil bryde sammen, fordi de bliver alt, alt for varme.

I rapporten fra juni, som Radio24syv er kommet i besiddelse af, står blandt andet, at "60 procent af bilerne er i en så ringe stand", at "de elektroniske systemer fejler, fordi kølingen ikke er tilstrækkelig".

Den advarsel har forsvaret ikke gjort noget ved.

- Det er vigtigt at lytte til folkene på jorden. Vi vil altid presse på, at der er god dialog. Hvordan den har været i denne sag, det ved jeg ikke, siger Flemming Vinther til Radio24syv.

Også fra politisk hold vækker oplysningerne undren.

- Det er et problem, hvis soldaternes sikkerhed er i fare, og hvis forsvaret har overhørt advarsler fra mekanikerne, siger forsvarsordfører fra Enhedslisten Nikolaj Willumsen, og drager konklusionen:

- Det tyder på dårlig ledelse i forsvaret.

Soldaterne havde for en uge siden fire køretøjer i drift, men kilder fortæller til Radio24syv, at yderligere to køretøjer er på vej til reparation, fordi de skal have ny motor.

Forsvarets Materieltjeneste skriver i en kommentar til Radio24syv, at de godt vidste, at vedligeholdelse ville blive en udfordring.

"Aktuelt er det en udfordring at skaffe reservedele. Men alternativet - ikke at sende IKK, der kunne højne operations- og personelsikkerheden på meget kort sigt - blev vurderet til at være et dårligere alternativ.”