Ifølge Det Kongelige Teater bliver "Røde Orm" i Aarhus en af de største teaterforestillinger i Europa i 2017.

Aarhus. Med den største forestilling, som Det Kgl. Teater nogensinde har lavet udenfor hovedstadsområdet, sætter nationalscenen et solidt jysk aftryk, når Aarhus i 2017 er Europæisk Kulturhovedstad.

Blandt kulturhovedstadens fire megasatsninger er den store udendørs opsætning af vikingebøgerne om "Røde Orm" på Moesgaard Museums 1300 kvadratmeter store skrå græstag en hel måned i træk i juni næste år.

Det koster 32 millioner kroner at stable forestillingen på benene. Heraf kommer de 14 millioner kroner fra fonde, hovedsageligt fra de aarhusianske Salling-Fonde. Derudover skal Det Kgl. Teater selv hente 18 millioner kroner hjem fra billetsalget, hvor der hver aften er plads til 3500 tilskuere på tribunerne.

- Det her bliver en af de største teaterforestillinger i Europa i 2017. For Det Kgl. Teater er det alletiders mulighed for at markere os som hele Danmarks teater, siger skuespilchef Morten Kirkskov.

- Vi har i en del år lavet udendørs teaterforestillinger i Dyrehaven nord for København for op mod 100.000 tilskuere. Det vil være fantastisk, hvis vi kan gøre det samme i Aarhus.

Omkring 200 mennesker inklusive statister bliver hver aften involveret i forestillingen om tapre Orms kamp for kongsdatteren Ylva baseret på svenske Frans G. Bengtssons bøger og instrueret af Frede Gulbrandsen.

Ifølge Gulbrandsen er forestillingen trods afsæt i en fjern vikingetid også en nutidig historie om skandinavernes evne til tilpasning i stedet for at klynge sig til stolthed og ubøjelige principper.

- Men det bliver først og fremmest en historie fuld af eventyr, kærlighed og sværd- og søslag, som vil appellere til alle fra ni-ti år og opefter. De endnu yngre vil måske få mareridt, siger han.

Henrik Hatt, administrerende leder af Moesgaard Museum, ser den store satsning som et scoop for museet.

- Det er en stor profilering overfor hele landet af Moesgaard sammen med en superprofessionel samarbejdspartner som Det Kgl Teater, hvor begge parter kan lære noget af hinanden, siger han.

Museet kobler det månedlange vikingeshow med masser af undervisningsaktiviteter og opfører blandt andet en hel vikingelandsby befolket i dagtimerne for de besøgende.

/ritzau/