Kronprinsesse Mary skal besøge foreningen TUBA, der tilbyder hjælp til unge og voksne, der er vokset op i hjem med alkoholmisbrug. Her skal hun blandt andet deltage i en gruppe-session.

Foreningen TUBA får en særdeles prominent gæst til en terapi-session senere på måneden.

Kronprinsesse Mary skal nemlig besøge foreningen, der tilbyder gratis terapiforløb for unge og voksne, der er vokset op med en mor eller far som drikker. Her skal hun møde flere af foreningens unge, der går i terapi, og overvære en af de mange samtalegrupper.

Besøget er kommet i stand, efter TUBA sidste år fik overrakt kronprinsparrets Den Sociale Pris, og finder sted 18. august på TUBAs kontor på Vesterbro i København.

Landsleder Henrik Appel ser frem til, at det royale besøg forhåbentlig kan skabe opmærksomhed omkring TUBAs arbejde.

»Der er ingen tvivl om, at Kronprinsessens interesse for TUBAs arbejde skaber opmærksomhed omkring de mange børn og unge fra familier i Danmark, hvor alkohol og stoffer fylder for meget. Det er børn, der som samlet målgruppe står meget i skyggen af deres forældre og samtidig også af samfundets berøringsangst,« siger han og fortsætter:

»Det, at kronprinsesse Mary kommer forbi og sætter lys på et stort tabu, betyder forhåbentlig, at mange flere unge vil opsøge hjælpen og TUBA.«

Under besøget skal kronprinsesse Mary blandt andet møde 23-årige Julie, som i gymnasiet selv opsøgte TUBA for at få hjælp efter mange år som barn i en misbrugsfamilie.

Under gruppeterapien, som prinsessen deltager i, vil i alt otte unge sammen med en terapeut tale om deres problemer og erfaringer med at være barn af en misbruger.

Og selv om det måske kan være en smule distraherende at have en vaskeægte prinsesse med i terapi, regner Henrik Appel med, at sessionen vil blive gennemført på helt normal vis.

»Jeg håber, det bliver så normalt som muligt, på trods af at hun er en prinsesse,« siger han.

Foreningen TUBA har eksisteret siden 1997 og har 19 afdelinger landet over. I 2014 hjalp de 7.000 børn og unge via terapi, rådgivning, foredrag og oplæg.