____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Rene Sindlev anklager sin mangeårige ven og forretningspartner for svindel i millionklassen og afkræver 100 millioner kroner i en strid om deres fælles luksusyatch Parsifal III. Det skriver Ekstra Bladet.

I 2011 købte Rene Sindlev en halvpart i båden for 18,5 millioner euro, hvilket svarer til 137 millioner kroner. Det har han siden hen bittert fortrudt, da han lige før jul 2013 stævner sin bådpartner med en påstand om, at han ikke har overholdt de indgående aftaler omkring båden.

Rene Sindlev hævder, at Kim Vibe-Petersen har benyttet båden til fester og private arrangementer uden at betale en krone for det. Og det er til trods for, at de to partnere har indgået en aftale om, at der skal betales leje til deres fælles selskab, når båden bliver benyttet.

Og det er ikke ligefrem småpenge, det drejer sig om. For at leje de to rigmænds båd i en uge, koster det halvanden million kroner. Derfor kræver Rene Sindlev nu, at Kim Vibe-Petersen enten køber ham ud af den 54 meter lange luksusyatch eller sætter den til salg.

Kronprins Frederik, Mary og børnene har tidligere holdt ferie på yachten sammen med Vibe-Petersen og familie. BT skrev dengang, at Kronprinsparret slap for at betale lejeprisen på cirka. halvanden million kroner om ugen.

Parsifal III er bygget i Viareggio i Italien 2005. Båden sejler under engelsk flag, og hun er 54 meter lang og har et dækareal på 397 kvadratmeter. Der er plads til 14 gæster i fem luksuriøse kahytter på i alt 143 kvadratmeter.

Hverken Rene Sindlev eller Kim Vibe-Petersen har over for Ekstra Bladet ønsket at kommentere på sagen.