Med Energistyrelsens velsignelse vil Dong Naturgas købe sig til CO2-reduktioner gennem et vandkraftprojekt i det sydlige Kina.
Både projektet og myndighedernes godkendelse kritiseres skarpt af WWF Verdensnaturfonden, skriver Politiken.
Fonden mener, at Kina er udmærket i stand til selv at finansiere sine vandkraftværker, og at Dong i stedet burde skære ned på sine CO2-udslip herhjemme.
- Det underminerer i høj grad klimaindsatsen. Dong får lov at forurene mere herhjemme, og der bliver foretaget en tvivlsom investering i Kina, siger
klimamedarbejder John Nordbo, WWF Verdensnaturfonden, til Politiken.
Projektet - et vandkraftværk med en kapacitet på 80 megawatt i byen Baoshan i provinsen Yunnan - er ved at blive godkendt under FN's Grønne
Udviklingsmekanisme, kendt som CDM. Den giver de rige lande, der i Kyoto-protokollen er forpligtet til at skære ned på deres CO2-udslip, mulighed for at købe sig til CO2-reduktioner i fattige lande.
Betingelsen er, at der er tale om projekter, som ellers ikke ville blive gennemført, og som har indvirkning på udledningen af drivhusgasser.
I Yunnanprovinsen er der allerede otte mellemstore vandkraftværker, som Kina selv har finansieret.
/ritzau/





















