Regeringens forslag om, at politiet skal kunne forbyde unge kriminelle ophold i bestemte byområder, møder opbakning i Kriminalforsorgsforeningen.

Kriminalforsorgsforeningen tager positivt imod regeringens forslag om at indføre såkaldte zoneforbud mod kriminelle unge.

»Det kan give god mening for en lille udvalgt stærkt belastet gruppe. For eksempel belastede unge, der måske er på vej ud i bandekriminalitet,« siger Kriminalforsorgsforeningens formand, John Hatting.

Berlingske præsenterer søndag hovedpunkterne i et nyt regeringsudspil, der skal skærpe indsatsen mod ungdomskriminalitet. Et af de essentielle punkter er, at politiet fremover skal have lettere ved at forbyde unge kriminelle ophold i bestemte byområder.

»Vi kender jo denne tænkning fra andre områder. Man kan allerede få forbud mod at opsøge folk, når man får tilhold. Vi arbejder også med GPS-fodlænker, hvor der er zoner, man ikke må opholde sig i. Så tænkningen kan sagtens udbredes til det her område, men vi forestiller os, at det kun vil omfatte nogle ganske få,« siger John Hatting.

Kritiske røster heriblandt de Konservative fremhæver, at forslaget sætter retssikkerheden og friheden til at bevæge sig frit under pres. John Hatting medgiver, at regeringens forslag ikke er helt problemfrit.

»Det er klart, vi har nogle betænkeligheder i forhold til den retssikkerhedsmæssige stilling, den enkelte unge måtte have. Der skal være entydighed og fuldstændig klarhed over, at der ikke opereres med en form for straf i straffen,« siger han.

»Det skal være forbundent med en domsafsigelse eller nogle administrative bestemmelser, som helt entydigt fastsætter kravene omkring, hvornår der kan gives et zoneforbud, ellers skal man være meget varsom med det,« tilføjer han.

Ungdomskriminaliteten er generelt er faldende, men regeringen ønsker alligevel en hårdere kurs mod unge kriminelle. Der skal sættes ind over for børn og unges indblanding i kriminalitet, og justitsminister Mette Frederiksen (S) og socialminister Manu Sareen (R) vil i næste uge præsentere regeringens løsning på området.