De fleste byboere kender det. Der er fart over feltet, når folk skal på arbejde og i skole på de to-hjulede. Højresving for rødt, råben af medcyklister og andre trafikanter, ingen lygter, ingen pli.

Og cykelkulturen kan i sandhed få de fleste op i det røde felt. Denne gang er det de københavnske cyklister, der har fået en debattør til at spidse blyanten. I Politiken skriver redaktør og debattør Bjørn Bredal om de livstruende oplevelser, han har haft på de københavnske cykelstier.

Både midaldrende mænd på racercykler og unge kvinder med fart i pedalerne får et skriftligt dunk i cykelhjelmen. For ifølge Bredal er det blevet meget slemt at være cyklist i København.

Læs også:

- Det bliver jo værre og værre; det er en daglig terror i trafikken, så det gælder vel om at holde fokus fast på fænomenet. Hvorfor tager fanden ved pæne folk, som sætter sig op på en cykel? Hvordan får vi lavet om på den galopperende idiotiske cyklistkultur, som udfolder sig på gader og stræder, spørger Bjørn Bredal.

Bredal slutter sin cyklist-svada med to forslag og et vink med en vognstang:

1) Færdselsreglerne skal gælde for cyklister.

2) Cykler inde i byen må højst køre 20 kilometer i timen.

Og så skal der terapi og psykologhjælp til de vilde cyklister, som gør trafikken usikker.

Bredere cykelstier
Klaus Bondam, der er direktør for Cyklistforbundet, anerkender, at der kan være noget om snakken om vrede cyklister, som Bjørn Bredal taler om.

Læs også:

- Man skal ikke generalisere, men vi har en udfordring med adfærd på cykelstierne - især i de større byer, og måske nok i særdeleshed i København. Og cyklister skal som alle andre trafikanter køre efter forholdene, siger Klaus Bondam, der peger på, at undersøgelser i Københavns Kommune viser, at de steder, hvor cykelstierne er blevet gjort bredere, der er cyklisterne begyndt at opføre sig bedre.

- Flere penge til cykelstier er måske en simplificeret måde at sige det på, men flere penge til infrastrukturen ville hjælpe på det. Men det er jo også det, Københavns Kommune gør ved at afsætte 75 mio. kr. i budgettet til blandt andet bredere cykelstier, siger Klaus Bondam.

Cykeldirektøren, der også er tidligere radikal teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, mener til gengæld ikke, at det umiddelbart er nogen løsning at sætte hastighedsgrænser på 20 km/t, som Bjørn Bredal foreslår.

Læs også:

- Mange steder lægges der op til at man kører 20 km/t i København, så man rammer grønne bølger. Så der bliver i hvert fald ikke lagt op til, at du kører hurtigere end 20 km/t. Og der skal usandsynligt meget til, at du cykler over 20 km/t som cyklist, siger Klaus Bondam.

Til gengæld kan der ifølge Klaus Bondam i fremtiden blive brug for at kigge på reglerne, når der kommer flere og hurtigere el-cykler i trafikken.