Politiets Efterretningstjenestes rolle i forbindelse med sporingen af al-Qaida-lederen Anwar al-Awlaki skal undersøges til bunds af uvildige.
Sådan lyder kravet fra både Institut for Menneskerettigheder og Amnesty International, skriver Jyllands-Posten torsdag.
Kravet kommer efter, at den tidligere PET-agent Morten Storm har fortalt, hvordan han arbejdede sammen med PET og den amerikanske efterretningstjeneste CIA på at spore den tidligere al-Qaeda-leder. Anwar al-Awlaki blev siden dræbt i et amerikansk droneangreb i september 2011 i Yemen.
- Hvis det er rigtigt, at PET har brugt en civil agent - og det ser unægtelig sådan ud – til intensivt at spore en terrorist langt uden for landets grænser, er der næsten ingen grænser for, hvad PET kan, siger Jonas Christoffersen, direktør i Institut for Menneskerettigheder, til avisen.
- Hvis PET derigennem har været dybt involveret i medvirken eller forsøg på medvirken til drab på en civil uden rettergang, er det svært foreneligt med de retsstatsprincipper, PET skal virke under, forklarer han.
I en kronik i Jyllands-Posten torsdag retter juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen ligeledes en skarp kritik af PET, for at have »medvirket til at give CIA oplysninger til drab på en aktør i en væbnet konflikt«, skriver avisen.
BNB



