»Skandaløst,« hvis ansvaret for drabet på Dan Uzan ikke bliver placeret, siger tv-vært.

Alle vidste, at den jødiske synagoge i Københaben var et muligt terrormål.

Og alligevel stod den 37-årige Dan Uzan friviligt og helt ubevæbnet vagt foran en jødisk konfirmation i Krystalgade natten til søndag, hvor han blev dræbt af en formodet terrorist.

Men drabet på Dan Uzan var »et bebudet mord,« og viser, at myndighederne svigtede deres opgave med at passe på deres medborgere, skriver tv-vært Martin Krasnik i en kommentar i ugens udgave af Weekendavisen.

»Det er dybt tragisk. Og det er skandaløst, hvis det ikke får konsekvenser for de ansvarlige,« hedder det i kommentaren.

Læs også:

Isnende klart

Martin Krasnik skrev sidste år bogen »Fucking jøde« om omtalen af hans egen person, og han skriver i Weekendavisen, at han ofte har undret sig over den manglende sikkerhed ved den jødiske synagoge. Her har han også tidligere mødt Dan Uzan som civil vagt og undret sig over situationen.

»For alle, der har haft deres gang omkring de jødiske institutioner de sidste år, har det været isnende klart, at der ikke er blevet passet godt nok på synagogens gæster eller på børnene på Carolineskolen. Og med de stadig flere angreb på europæiske jøder, er bekymringen vokset,« skriver Krasnik.

»Det, der skete – eller ikke skete – i Krystalgade, skal ses som den triste kulmination på flere års nøleri og skuldertræk fra myndighedernes side«.

Synagagoen i Krystalgade har da således også tidligere figureret som et muligt mål for blandt andet den pakistansk-amerikanske terrorist David Headley, der planlagde et angreb mod København i 2009. Han blev anholdt i Chicago og sidder nu i et topsikret hemmeligt fængsel.

Læs også:

Nødvendigt med mere politi

Allerede efter terrorangrebet mod et jødisk supermarked i Paris i sidste måned opfordrede Det Jødiske Samfund i Danmark Justitsministeriet til at revurdere sikkerhedstruslen omkring de jødiske institutioner i landet.

»Vi mener desværre, at det er nødvendigt med mere politi foran synagogen, når der er gudstjenester, og foran skolen, når børnene kommer om morgenen,« sagde formand Dan Rosenberg Asmussen forleden til Berlingske.
Fra politisk side har der været stort fokus på jødernes sikkerhed i København efter terrorangrebet.

»Det jødiske samfund er en stor og integreret del af det danske samfund. Vi kan ikke undvære jer, og I skal vide, at vi er sammen med jer om jeres sorg i dag og i den kommende tid. Vores tanker går til jer. Vi holder hinanden i hånden,« sagde statsminister Thorning forleden, mens folketingets partier har lovet fælles opbakning til øget sikkerhed.

Læs også:

Kom hjem


Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, sagde i søndags, at Europas jøder er velkomne i Israel.

»Jøder er blevet dræbt på europæisk jord, bare fordi de er jøder. Denne bølge af angreb vil fortsætte. Jeg siger til Europas jøder - Israel er jeres hjem,« sagde premierministeren på sit ugentlige kabinetmøde i Jerusalem, ifølge det israelske medie Haaretz.
Opfordringen er dog blevet pure afvist af Det Jødiske Samfund i Danmark.