Politiet skal ikke længere efter forgodtbefindende kunne bremse al trafik og invitere andre myndigheder med på arbejde i omdiskuterede kontroller, hvor bilister ofte holder i lange køer for at blive kontrolleret af en bred skare af myndigheder.

Det mener flere borgerlige partier, der nu ønsker strammere regler for politiets såkaldte udvidede rutinekontroller.

Venstre mener, at det er o.k., at myndighederne samarbejder, men juraen skal være på plads, og der skal sættes rammer, så kontrollerne i højere grad udføres der, hvor der reelt er behov for dem.

- Det kunne være med inspiration fra visitationszoner, hvor politiet i en periode kan få lov at visitere folk. Her ved borgerne, at man kan risikere at blive visiteret, men de ved også hvorfor, siger han til BT.

Liberal Alliance er lodret imod totalkontroller - eller udvidede rutinekontroller, som politiet selv kalder dem - og glæder sig over Venstres udmelding.

- Jeg mener, at det er fair nok, at man har noget færdselskontrol for at sikre sig mod spritbilister og andre færdselsforeteelser, men de her totalkontroller emmer af DDR, hvor borgerne bliver udsat for en overvågning og chikane i deres dagligdag, som slet ikke står mål med de resultater, som myndighederne opnår, siger Simon Emil Ammitzbøll, retsordfører for LA.

Kontrollerne omfatter alt

I BT søndag kritiserede juridiske eksperter politiet for at invitere andre myndigheder med ud på såkaldte ’udvidede rutinekontroller’, hvor politiet aflukker veje for at finkæmme og kontrollere trafikken. Professor i jura ved Aalborg Universitet Lars Bo Langsted forklarede, at det er problematisk, at andre myndigheder ’nasser’ på politiets hjemmel i færdselsloven, som giver ret til at standse biler.

’Ingen havde forestillet sig, da man lavede hjemlerne i skattelovgivningen, at de skulle bruges midt på motorvejen’, hvor ’der er nogle færdselsmæssige hensyn og trafikhensyn, der skal tilgodeses’, sagde professoren.

Politikere kritiserede også politiet for af egen drift at have udvidet de rammer, det fik i en trafiksikkerhedspakke fra 2012, hvor hensigten var, at politiet i ’multikontroller’ kunne aflukke veje for at finkæmme bilister med henblik på trafiksikkerhedsforhold som f.eks. sikkerhedsseler og spirituskørsel.

I dag har politiet omdøbt kontrollerne til ’udvidede rutinekontroller’, og kontrollerne omfatter i dag alt fra generel kriminalitet til fødevarer og skattepapirer.

’Et magtfuldt redskab’

Karsten Lauritzen (V) mener, at politiet har sprunget over den ’nødvendige lovhjemmel’, og han mener, at de store kontroller lige nu gør mere skade end gavn.

- Det er et magtfuldt redskab, politiet har til at kunne standse trafikken på motorvejen, og der bliver brugt mange ressourcer på det. Så der skal også være en sammenhæng med de resultater, der kommer ud af det, siger Lauritzen, som kalder resultaterne fra sidste år, han har fået indblik i via et folketingssvar, for ’mange småting’.

Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti, mener, at myndighederne ikke bare skal overholde loven, men også ’den ånd loven er skrevet i’. Han mener også, at de nuværende kontroller skal målrettes.

- Man skal passe på med ikke at genere borgere ved at gå efter detaljer, der skal opfylde målsætninger og sikre resultatløn.

Jeg vil hellere have, at myndighederne er emsige, når det gælder rockere og bander, siger Skaarup, der også mener, at kontrollerne i højere grad er hensigtsmæssige ved grænsen.

- Gæsterne i biografen får også kontrolleret deres billetter ved indgangen, og ikke når de er kommet ind i biografen.

Sagen kort

BT skrev søndag, at juridiske eksperter mener, at myndighederne misbruger reglerne, når politiet inviterer andre myndigheder, som eksempelvis Skat og Beredskabsstyrelsen, med ud til såkaldte udvidede rutinekontroller, hvor politiet bremser trafikken og kontrollerer bilister.

Problemet er, ifølge eksperterne, at myndighederne nasser eller snylter på politiets hjemmel i færdselsloven, der giver det ret til at standse og kontrollere bilister.

Færdselsloven er med henblik på trafiksikkerhed og ikke skattespørgsmål og lignende.

Politiet får også kritik for at undersøge andre former for kriminalitet under færdselslovens hjemmel. Politiet har ikke fået politisk grønt lys til at invitere andre myndigheder med på arbejde. Regeringen gav i en trafiksikkerhedspakke i august 2012 politiet lov til at aflukke veje i forbindelse med såkaldte ’multikontroller’ for at forbedre trafiksikkerheden.

Rigspolitiet har udtalt, at man følger loven.