19-årige Patrick lider af kræft og er indlagt på Rigshospitalet. 2. pinsedag vendte Patrick tilbage til sin hospitalsseng, efter at have været en tur ude i den friske luft. Her opdagede han, at der havde været ubudne gæster på hospitalsstuen, som havde stjålet hans elskede computer.

Skuffelsen lagde sig som en tung dyne ned over kræftramte Patrick Lehnert, da han 2. pinsedag kom tilbage til sin hospitalsseng, på Rigshospitalet, efter en tur ude i den friske luft. Nogle ukendte gerningsmænd havde været inde på hans værelse og havde stjålet hans elskede computer.

»Vi undrede os godt nok, da vi kom tilbage og døren stod på vidt gab. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nogen kunne få sig selv til at stjæle fra en kræftsyg patient«, siger Peter Kovacs, der er far til Patrick.

Forinden have han givet sin 19-årige søn Patrick, der sidder i kørestol på grund af kræften, et afbræk fra hverdages kliniske hospitalsgange, ved at tage ham med ud i det gode sommervejr i tidsrummet mellem 12:30 og 14:30 mandag eftermiddag. Turen gik blandt andet forbi det summende cafeliv på Sankt Hans Torv og det grønne græs i Fælledparken.

Læs også: 19-årige Patrick har dødelig kræft: Drømmen om Arsenal gik i opfyldelse

Tilbage på Rigshospitalet blev Patricks gode humør, som den friske luft havde udløst, erstattet af raseri og skuffelse, da det gik op for ham, at nogen havde været inde på hans stue og stjålet hans computer, en Macbook Pro.

»Jeg er dybt rystet over, at der findes mennesker, der kan finde på at stjæle fra alvorligt syge mennesker. Min hverdag er i forvejen ikke særlig morsom. Når jeg ikke er til genoptræning er tv og computer noget af det eneste, kræfterne kan holde til«, siger Patrick Lehnert til BT.

Patrick ligger på Rigshospitalets børnekræft afdeling, da han er hårdt ramt af kræft. Kræften har spredt sig til lungerne, armen og hovedet. For nyligt har en ny tumor på rygsøjlen betydet, at han har mistet førligheden fra navlen og ned. Derfor tærer genoptræningen gevaldigt på kræfterne i dagligdagen.

Læs også: Forældre til kræftsyge Patrick: Sådan taler vi om hans begravelse

Computeren er et af de små afbræk, som Patrick kan finde i sin hverdag. Men han forklarer selv, at det som sådan er ligegyldigt med selve computeren. Det er derimod de billeder og minder, der ligger på den, som han er bekymret for at have mistet.

»Jeg har billeder fra mine ture til London, Irland og hvad jeg ellers har oplevet gennem de seneste år. Jeg havde samlet alle minderne på den computer. Det betyder meget for mig, at min familie kan få de billeder, hvis jeg en dag ikke er her mere«, siger Patrick.

Derfor er Patricks håb, at tyveknægtene får så dårlig samvittighed, at de indleverer computeren igen - eller i det mindste bare formår at give ham indholdet på harddisken igen. Dog nærer han ikke for store forhåbninger om dette.

»Der har tidligere været problemer med tyveri på Rigshospitalet. Jeg har også selv set mistænkelige østeuropæere liste rundt på hospitalsgangene, som ikke havde noget at gøre der. Sådanne typer tænker jo kun på pengene«, siger han.