Det er usundt, når søvnen afbrydes, fordi man op og tisse. Forskere anbefaler, at man forsøger at adressere uvanen.

Det er et værre natterenderi, der er på badeværelserne rundt omkring hos særlig ældre mennesker, der gerne skal op en eller to gange om natten for at tømme blæren.

Hidtil har opfattelsen været, at den slags hører sig alderen til, men en sådan resignation og stiltiende accept advarer forskere nu mod, skriver Jyllands-Posten.

For nattetisseri er ensbetydende med dårlig og afbrudt nattesøvn, og så er det pludselig sværvægtere som kræft, hjertekarsygdomme og diabetes, der kan blive konsekvensen.

»Det er ikke bare irriterende at skulle op om natten - det kan også skade ens helbred. Så hvis man gennem simple livsstilsændringer eller forskellige behandlingsindsatser kan reducere antallet af toiletbesøg med et eller to per nat, kan det have gavnlige helbredseffekter,« siger dr. med. i urologi ved Aarhus Universitet Jens Peter Nørgaard til Jyllands-Posten.

Han skal de kommende år lede en international forskningsgruppe ved universitetet, der skal forske i nattetisseri og årsagerne hertil.

En undersøgelse foretaget blandt 4.000 ældre mellem 60 og 80 år viste, at 77 procent af respondenterne var oppe at tisse mindst én gang hver nat, mens 36 procent frekventerer potten to eller flere gange hver nat.

Og det er særligt de første timer, fra man er faldet i søvn og fem timer frem, der er problematiske at afbryde, siger Jens Peter Nørgaard.

»Vi ved i dag, at det er i den søvnfase, at hjernen vasker sig, at affaldsstoffer udvaskes kemisk, og at dagens indtryk bearbejdes. Samtidig har vi påvist, at hvis man får afbrudt søvnen i løbet af den første dybe søvnfase, falder nattens totale søvnmængde,« siger han til Jyllands-Posten og kalder det for en »dramatisk forbedring«, hvis nattetisserne kunne få fem timers uforstyrret søvn.