Den tidligere chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Per Larsen, blev kort før jul kræftopereret i sin eneste nyre. Dermed har han endnu engang været under kniven i kampen mod den frygtede sygdom.

»Min første tanke var, at det var da forbandet. Men der er ikke andet at gøre end at tænke rationelt. For hvad er alternativet? Hvis det fik lov til at udvikle sig, så kunne enden på det hele blive, at den nyre, jeg har tilbage, blev smadret - og så ville situationen være meget mere alvorlig,« siger Per Larsen, der lørdag blev 70 år, til BT.

Han tilføjer:

»Selvfølgelig var det øv at få beskeden, men på den anden side var det bare at få det overstået. Det er vigtigt at holde fast og sige: ‘Jeg deltager gerne i den her kamp så længe, jeg overhovedet har en chance for at vinde den.’ Og gudskelov har jeg været på vinderholdet indtil videre.«

I 2008 blev den tidligere politi-boss ramt af nyrekræft. Han mistede den ene nyre, og i 2009 måtte han igen opereres, da kræften havde spredt sig til den ene binyre, der også blev fjernet. Under en kontrol i efteråret 2014 opdagede lægerne så en ‘plet’ på Per Larsens eneste nyre. Efter nærmere undersøgelser besluttede lægerne på Rigshospitalet i København, at der måtte opereres, og kort før jul blev Per Larsen indlagt.

»De snittede lidt i mig uden at ødelægge nyren. Så lappede de mig sammen igen. Nu er jeg er fit for fight - bortset fra at jeg er en kende flad. For ikke at sige meget flad. Det er det, jeg bøvler med nu. Men konklusionen er, at det er gået fantastisk. Nyren fungerer, og vi klapper endnu engang i de små hænder over, at lægerne er så dygtige. Nu skal jeg bare op på hesten igen,« siger han.

Per Larsen, der i telefonen er meget optimistisk, når det gælder fremtiden, forklarer, at sygdommen i dag ‘selvfølgelig fylder noget og ikke mindst for omgivelserne’, efter han flere gange har haft den helt inde på egen krop:

»Men det er ikke sådan, at jeg er dødsensangst, for jeg mener ikke, at man skal male Fanden på væggen, før han er der. Man skal holde fast i bordkanten, kæmpe - og se om man kan vinde. Det er vigtigt at signalere, at man ikke opgiver kampen. Og der er heldigvis mange, der klarer den,« siger Per Larsen, som i dag er vice-præsident i Kræftens Bekæmpelse og formand for Børnerådet.

Han har ligesom de andre gange, han har taget den direkte konfrontation med kræften, inddraget sine nærmeste pårørende, så de ikke blev ladt tilbage med ubesvarede spørgsmål, bekymringer og frygt:

»Det er værre at være pårørende, end det er at være patient i den her sammenhæng. Derfor skal man inddrage de pårørende i processen. Ellers tror jeg, man gør dem en frygtelig bjørnetjeneste,« siger Per Larsen.

Lørdag blev han 70 år, men festivitas blev det ikke til, da han stadig er ved at komme sig ovenpå operationen kort før jul. Han havde i stedet en 'stille og rolig dag' med den nærmeste familie.

Per Larsen har en ‘tyrkertro’ på, at alt nok skal blive godt igen, og han, der er kendt for sin passion for løb, planlægger at gennemføre et maraton til efteråret. Hvornår han for alvor skal fejre sin 70-års fødselsdag, er til gengæld ikke fastlagt endnu.