Odense Kommune skal fra 1. december tilknytte en ny parkeringskontrol, og odenseanerne kan muligvis se frem til at blive kontrolleret af det meget omstridte Parkeringskontrol Nord. Det skriver Fyens.dk.

Således er Parkeringskontrol Nord blandt de virksomheder, Odense Kommune lige nu overvejer at tilknytte. Kontrolvirksomheden har ellers været meget i medierne, og det er ikke megen ros, der har været at finde om Aalborg Kommunes 'Parkeringskontrol Nord'.

Senest stod familien Czaja fra Stae nord for Aalborg mandag frem, da de ifølge TV2 havde fået en p-bøde for at lade familiens trailer stå på et græsareal mellem deres hus og den villavej, de bor på.

Parkeringskontrol Nord kontrollerer lige nu i 23 kommuner, men også her har der været modstand. I Hjørring Kommune har borgmesteren Arne Boelt tidligere raset over virksomheden, da et brudepar fik en parkeringsbøde, mens parret var på rådhuset for at blive gift.

Arne Boelt mente, at firmaet var en pengemaskine, og at dets vagter var ’meget emsige’. Flere borgere har ifølge avisen samtidig rapporteret, at vagterne havde for vane at gemme sig bag huse og hjørner for at tildele p-bøder, så snart bilejerne havde forladt deres bil.

Derfor blev aftalen med Parkeringskontrol Nord opsagt, og det samme har Brønderslev og Frederikshavn Kommune gjort. P-selskabets chef, Frode Nielsen, mener dog ikke, at selskabet har gjort noget forkert. Han mener i stedet, at de ansatte ’agerer i henhold til lovgivningen’.

Indtil videre er det dog ikke afgjort, om Odense vil tilknytte det kontroversielle parkeringsfirma.

»Vi arbejder på sagen, så der er en løsning klar 1. december. Lige nu har jeg ikke så meget mere at sige,« udtalte Thomas Østergaard, der er afdelingschef for Drift og Anlæg ved Odense Kommune til Fyens.dk.