Onsdag har flyselskabet Norwegian aflyst samtlige indenrigsflyvninger i Danmark, Norge og Sverige på grund af strejke. Norwegians kunder har dog ikke nødvendigvis de samme rettigheder som SAS-kunder, når de respektive flyselskaber strejker.

Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelse.

Når flyselskaber strejker, er der nemlig mange spørgsmål, der skal besvares, når det kommer til passagernes rettigheder og muligheder for at få dækket deres tab.

Passagerernes rettigheder kommer blandt andet an på, hvad flyselskabet eller rejsebureauet har tilbudt sine passagerer, efter strejken er indtrådt. Derudover afhænger passagerernes rettigheder også af, om flyselskabet eller rejsebureauet har haft mulighed for at forberede sig på en strejke.

»Jo længere tid flyselskabet eller rejsebureauet har haft til at forberede sig på en strejke og eventuelle aflysninger, des større krav vil der som udgangspunkt være til, at selskabet har taget alle rimelige forholdsregler i forhold til de rejsende,« siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Camilla Hesselby, i en pressemeddelelse.

Såfremt flyselskabet eller rejsebureauet ikke har haft mulighed for at forberede sig på en strejke, vil den ofte høre under reglerne om force majeure. I sådan et tilfælde er flyselskabet ikke erstatningsansvarlig for passagerernes ekstraomkostninger.

Læs også:

Derudover afhænger passagerens rettigheder også af, om der er tale om en hjem- eller udrejse, fortæller Camilla Hesselby.

»Hovedreglen er, at udrejsende har krav på at komme af sted snarest muligt. Hvis ikke de kan komme afsted inden for rimelig tid, kan de få pengene for billetten retur. For hjemrejsende har det selskab, rejsen er købt hos, pligt til at få passagererne hjem inden for rimelig tid,« siger hun.

Hvis man har fået aflyst sit fly, anbefaler Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at man henvender sig hos det flyselskab eller rejsebureau, der har solgt billetten - uanset årsagen til forsinkelsen eller aflysningen.

Konflikten i Norwegian begyndte i lørdags, da 70 Norwegian-piloter begyndte at strejke, fordi der er strid om pension, løn og forsikring. Alligevel er der stadig ikke fundet en løsning. Norwegian Air anbefaler derfor, at Norwegian-kunder holder sig orienteret på Norwegians hjemmeside.