Den nordjyske præst Michael Schwensen står onsdag frem og siger, at han mener, præster bør have lov til at bære hvide kondisko under præstekjolen. Han vil gerne i øjenhøjde med kirkegængerne. Hans opfordring møder blandt modtagelse hos kendte nogle af landets mest kendte teologer og præster.

- Det kan ganske vist lyde morsomt, men der er en dyb alvor i det her. Jeg mener ikke, det er tidssvarende at rende rundt i sorte sko og strømper og sort kjole, siger Michael Schwensen til Kristeligt Dagblad.

Men det kan han ikke få lov til. Den lokale provst mener ikke, det er værdigt for en præst at bære hvide sko under den sorte præstekjole. Den folkekære og kendte teolog Johannes Møllehave kan dog ikke se problemet.



- Jeg kan ikke se noget galt i det. Så længer det ikke er fordi, han har ikke respekt for sit embede. Man skal ikke gå i for små sko. Det er vigtigere end farven, siger Johannes Møllehave.

Johannes Møllehave har til gengæld et godt råd til Michael Schwensen, så han undgår ballade.

- Jeg løste problemet sådan, at jeg altid går i sorte hyttesko. Så kan jeg altid tage min præstekjole på. Jeg gik engang i brune sko, men det var der en kollega, der kommenterede, og så gjorde jeg aldrig det igen, griner han.

Møllehaves liberale holdning til præsteuniformen deles ikke af teolog og debattør Sørine Gotfredsen. 
 
- Præsten skal være så anonym så muligt, fordi man repræsenterer noget, der er meget større end en selv. Det er lidt et oprør mod at være den anonyme præst, som er guds tjener. Det skulle nødigt ende med, at menigheden snakker om præstens sko i stedet for det budskab, han forkynder, siger hun til bt.dk