Kommuner svinger sparekniven over elever med særlige behov

Hver fjerde kommune har valgt at bruge den nye lov om inklusion som en anledning til at spare massivt på udgifterne til børn med særlige behov i 2013, viser undersøgelse.

En endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Danmarks Lærerforening viser ifølge Radio24syv, at hver fjerde kommune næste år vil bruge den nye lov om inklusion til at skære kraftigt ned på udgifterne til børn med særlige behov.

Den nye lov, der trådte i kraft fra skoleåret 2012-2013, omdefinerer specialundervisningen, så eleverne skal modtage mindst ni specialtimer - 12 lektioner - om ugen for formelt at modtage specialundervisning.

Men det dur ikke, at kommunerne nu har tænkt sig at bruge loven som en måde at spare penge på, eftersom det slet ikke var hensigten med den, mener formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, som desuden påpeger, at det er tredje år i træk, at kommunerne sparer på specialundervisningen.

- Især støtten til elever med særlige behov vil blive forringet mange steder. Undervisningsministeren understregede kraftigt, at den nye lov om inklusion netop ikke var en spareøvelse. Det er vigtigt, at børnene har støtte med ind i de almindelige folkeskoleklasser, siger Anders Bondo Christensen til Radio24syv og fortsætter:

- Folkeskolerne er i forvejen økonomisk pressede, og her har de set en nem måde at få en gevinst på. Men det duer bare ikke, fordi der er børn, der kommer i klemme.

Anders Bondo Christensen har rejst spørgsmål til Folketingets Uddannelsesudvalg om, at administrationen af folkeskolerne skal flyttes væk fra kommunerne. Forslaget skal drøftes på et møde i næste uge.

De nyeste tal viser ifølge Radio24syv, at der alene sidste år var 10.000 elever, der forlod folkeskolen, mens 10.000 nye elever begyndte på privat- og friskoler.

Undersøgelsen fra Danmarks Lærerforening bliver offentliggjort på tirsdag.