Kommuner svigter misbrugte børn
En ny undersøgelse viser, at der sker systematiske fejl i sager om overgreb mod børn.
En ny undersøgelse viser, at der sker systematiske fejl i sager om overgreb mod børn.
Kommunerne har svigtet børnene i de seneste års 10 værste sager om overgreb ved ikke at opdage overgrebene og gribe ind i tide.
Sådan lyder konklusionen i den kulegravning, som socialminister Karen Hækkerup (S) bestilte hos Ankestyrelsen, da den såkaldte Rebild-sag blev kendt i januar. Ministeren har nu modtaget rapporten, skriver Jyllands-Posten.
- Den bekræfter desværre mine værste anelser, siger Karen Hækkerup, der vil indkalde til politiske forhandlinger, når et ekspertudvalg i slutningen af maj kommer med anbefalinger til, hvordan sådanne sager undgås.
Med Ankestyrelsens granskning peger socialministeren allerede på to initiativer: Alle kommuner skal oprette en central enhed, der skal håndtere alle underretninger, så de ikke ligger og samler støv, sådan som Ankestyrelsens kulegravning viser.
Desuden vil hun sikre, at børn, som er anbragt uden for hjemmet på mistanke om vold eller seksuelle overgreb, ikke bliver sendt hjem på weekend uden overvågning af eksempelvis pædagoger, som det er sket i flere af sagerne.
Jane Findahl, formand for kommunernes foreningen, KLs, børneudvalg, støtter ministerens initiativer, men mener, at rapporten tegner et for dystert billede.
- Det er enkeltsager, og der er sket mange forbedringer siden barnets reform i 2011, siger Jane Findahl til Jyllands-Posten.
Venstres socialordfører, Eyvind Vesselbo, vil have ministeren til straks at indkalde til politiske forhandlinger i stedet for at »spilde tiden« med at afvente ekspertudvalget.
I den såkaldte Rebild-sag blev en 56-årig mand og familiefar idømt en forvaringsstraf efter groft seksuelt misbrug af ni børn, hvoraf flere var hans egne. Sagen medførte hård kritik af Rebild Kommune for ikke at gribe ind, og efterfølgende har kommunens Økonomiudvalg bedt byrådet om at fyre kommunaldirektøren og socialdirektøren, ligesom chefen for kommunens Center for Familie og Handicap er fratrådt sin stilling.