Trods krisetider er det lykkedes kommunerne at bremse op for antallet af langtidsledige.

Dagpengemodtagere, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet, fylder meget i mediebilledet for tiden.

Men faktisk sker der store fremskridt ude i kommunerne, når det gælder om at få langtidsledige i arbejde.

Fra januar 2011 til august 2012 er antallet af langtidsledige faldet fra godt 47.000 til knap 40.000. Det fremgår af det seneste nyhedsbrev fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Langtidsledigheden er faldet i 86 ud af 98 kommuner. I ni af kommunerne er langtidsledigheden reduceret med mere end 25 procent det seneste år.

Det gælder blandt andet i Mariagerfjord Kommune, hvor antallet af langtidsledige i august 2012 faldt med 40 procent i forhold til samme måned året før.

Arbejdsmarkedschef Michael Tidemand, Mariagerfjord Kommune, bekræfter den positive udvikling.

- Vi har iværksat nogle forskellige initiativer, og det ser vi nu resultaterne af, siger han.

- Vi gør dels det, at vi sætter ind med en tidlig indsats, hvor vi tilbyder uddannelse og opkvalificering af ufaglærte på bestående virksomheder. Dels gør vi meget for at uddanne de ledige på dagpenge, siger Michael Tidemand og nævner nogle eksempler:

- Vi havde eksempelvis en arbejdsgiver, der stod og skulle bruge nogle smede til at varetage bestemte funktioner i den norske off shore-industri. Vi lavede et uddannelsesforløb og fik uddannet de ledige smede til at klare denne særlige indsats, siger Michael Tidemand.

Han fortæller også om et lignende initiativ i samarbejde med 3F, hvor der skulle bruges folk med forstand på kloakering. Et uddannelsesforløb som rørlægger blev sat i søen sammen med arbejdsgiver og en uddannelsesinstitution, og det banede vejen for at få ledige i arbejde.

Også Kolding Kommune har gode erfaringer med at begrænse langtidsledigheden. Kommunen har noteret et fald i antallet af langtidsledige på mellem 10 og 25 procent inden for det seneste år.

- Vi lavede projektet »Ansvar og handling« sammen med fagbevægelsen, som blandt andet gik ud på, at vi gennemførte en ekstra omgang samtaler med de langtidsledige. Inden da havde vi lavet noget, der minder om den akutjobpakke, regeringen lige har vedtaget med et intensivt forløb med a-kasserne, som tog de langtidsledige ind til hyppige samtaler, siger Kjeld Kjeldsen (V), formand for arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune.

- Vi har kunnet se, at øget fokus fra jobcentret, a-kassen og fagbevægelsens side har givet de langtidsledige en øget motivation, som har mundet ud i de positive tal, som vi ser nu, tilføjer han.

Men træerne vokser ikke ind i himlen.

- Vi har da stadig nogle store udfordringer, ligesom landets øvrige kommuner også har omkring de dagpengemodtagere, der har opbrugt deres dagpengeret fra årsskiftet, siger Michael Tidemand, Mariagerfjord Kommune.

Omkring 30 personer i Mariagerfjord Kommune står til at ryge ud af dagpengesystemet i januar, og set over det første halvår af 2013 er der omkring 175 personer i risikozonen.

- Vi kan ikke redde alle, men akutjobaftalen gør nok, at procenten, der ryger helt ud, vil være lavere end ellers, forudser Michael Tidemand.