Aarhus går nye veje for at få langtidsledige i job. De får 50.000 kroner til for eksempel at tage kørekort eller fjerne tatoveringer.

Aarhus Kommune benytter helt nye våben i kampen for at få langtidsledige i arbejde.

Det nye våben hedder borgerbudgetter. En gruppe langtidsledige skal have mulighed for at disponere over 50.000 kroner, som de skal bruge til at øge deres muligheder for at få et job.

Er der brug for at kursus eller måske et kørekort, kan de 50.000 kr. anvendes til det.

Fik man i en tankeløs ungdom forsynet ansigtet med skæmmende tatoveringer, kan borgerbudgettet bruges på at fjerne dem.

Formålet er at give ledige et større ansvar og frihed til at træffe de valg, som er nødvendige for at komme i arbejde.

Det skriver ugebrevet Mandag Morgen, der også kan fortælle, at de 50.000 kr. administreres som et klippekort, de ledige selv skal styre.

Beskæftigelsesrådmand Thomas Medom taler om et radikalt brud med den skandinaviske form for velfærdstænkning.

»Vi bruger millioner og atter millioner på kurser og rådgivning i, hvordan man skriver ansøgninger. Alligevel lykkes det ikke for mange langtidsledige at komme i arbejde. Hvis vi nu kan bruge pengene lidt klogere og gøre det på en måde, så de langtidsledige selv bliver engageret i at finde vej tilbage til arbejdsmarkedet, så skal vi prøve at gøre det,« siger Thomas Medom til ugebrevet Mandag Morgen.

Borgerbudgetter

Aarhus Byråd har endnu flere planer om at uddelegere beslutninger om anvendelse af offentlige midler.

Kommunen er inspireret af en model, udviklet i den brasilianske by, Porto Alegro og i større skala tilpasset byer som Paris og New York.

Kommuner som Odense, Kolding og Hedensted har prøvet kræfter med borgerbudgetter. Men hidtil har der kun været tale om projekter i lille skala med budgetter på få hundrede tusinde kr.

Dermed bliver Aarhus den første kommune i Danmark, der prøver kræfter med borgerstyrede budgetter i en større skala.

Ifølge Mandag Morgen er der bred politisk opbakning bag aftalen.

Ved at overlade det til den enkelte borger at forvalte en del af kommunens budget træder kommunen nye veje. Og det får den ros for fra en af verdens førende eksperter på området.

»Jeg har ikke set noget lignende nogen steder. Det er et meget spændende forsøg, som kan være med til at udvikle både demokrati og velfærd,« siger Tiago Peixoto, der er Verdensbankens specialist i public governance.