Politikere og topembedsmænd i Odense slog til søren ved julefrokosten. Imens bliver de ansatte spist af med 150 kroner per person.

Hvor mange pædagoger kan holde julefrokost for det beløb, politikerne laver pakkeleg til dem selv for? Svaret er 26. Og det samme gælder andre kommunalt ansatte i Odense Kommune.

Her har Venstres rådmand Jane Jegind sammen med By- og Kulturudvalget og otte topembedsmænd brændt mere end 4.000 kr. af på et eksklusivt pakkespil for dem selv med bl.a. Summerbird-chokolade, vin og spil. Og læg dertil udgiften til en firerettersmenu med vin, kaffe og en lille avec.

Det er ikke fair, og det er helt uforståeligt i en tid, hvor der er store kommunale besparelser for både børn og ældre, mener de ansatte.

I Odense Kommune er der afsat 150 kr. om året pr. medarbejder til sociale arrangementer.

Væsentligt større budget

De fleste bruger pengene som tilskud til julefrokosten. Men der er ingen fælles retningslinjer i øvrigt. Julefrokosten tilrettelægges ude i de enkelte børnehuse, skoler, biblioteker mv.

De kilder, BT har talt med, har dog en opfattelse af, at julefrokosterne bliver bedre, jo højere oppe i hierarkiet man sidder. Og en søgning på Odense Kommunes hjemmeside viser da også, at By- og Kulturudvalgets syv medlemmer har haft et væsentlig større budget, da de 8. december 2015 holdt julefrokost sammen med otte embedsmænd.

Bilagene fra julefrokosten er lagt ud på hjemmesiden. Selskabet brugte godt 4.000 kr. på en eksklusiv pakkeleg. Modsat de fleste julefrokoster havde deltagerne ikke selv gaver med til pakkelegen.

Nej, dem hentede kommunens ansatte i en række butikker, hvor der både blev købt vin, chokolade og meget andet til legen.

’Det må være ens for alle’

Rundt om pakkelegen spiste og drak politikere og embedsmænd for 12.035 kr. på kommunens regning.Hanne Winther, der er formand for den pædagogiske sektor i FOA Odense, er meget overrasket over, at politikerne og ansatte på Rådhuset kan brænde så mange penge af på en julefrokost, når der gælder andre regler ude i institutionerne.

»Jeg var slet ikke klar over, at der var nogen, der fik mere end andre. Det må være ens for alle. Det er helt ude af proportioner at bruge så mange penge på en julefrokost, når de samtidig får besparelserne til at hagle ned over både børne- og ældreområdet. Det er bare ikke i orden,« siger Hanne Winther.

Hos pædagogerne i BUPL er overraskelsen lige så stor, fortæller fællestillidsrepræsentant Heidi Schultz.

»Jeg synes, det er en overvejelse værd, om det er rimeligt, at embedsmænd og politikere kan bruge helt op til 1.000 kr. pr. mand. Pædagogen på blå stue er lige så vigtig en medarbejder for kommunen som en embedsmand. Vi er mange, der gør en kæmpe indsats for kommunen hver dag, og ansatte på gulvet fortjener mindst lige så meget en god julefrokost,« siger Heidi Schultz.

Stramme budgetter

Heidi Schultz fortæller også, at på daginstitutionsområdet er det typisk sådan, at man nedsætter et festudvalg, og så planlægger man julefrokosten sammen og holder den i institutionen. Ofte går de 150 kr. til maden, og så tilbyder nogle ledere måske at betale for nogle af drikkevarerne derudover.

Men det er meget forskelligt, for lederne er meget pressede af stramme budgetter.

Kunne I omvendt bruge politikernes niveau som løftestang til selv at få flere penge til jeres julefrokost?

»Kommunen skal spare 72 millioner kroner bare på børn- og ungeområdet til næste år, så det handler om at prioritere pengene. Jeg vil hellere prioritere, at pengene går til at gøre forholdene bedre for børnene. Det får vi alle mest ud af i den sidste ende,« siger Heidi Schultz.

Det har på trods af utallige henvendelser ikke været muligt at få en kommentar fra den ansvarlige rådmand Jane Jegind (V). Hun er blevet nævnt som et muligt ministeremne i Lars Løkke Rasmussens regering, men erklærede, at hun går efter at blive borgmester i Odense næste år. Hendes stabschef, Morten Møller Iversen, forklarer, at udgiften til julefrokosten ligger på det ’normale’ niveau.

»Det er det udgiftsniveau, der har været tradition for tidligere år i udvalget. Vi har ikke hidtil haft drøftelser om at ændre det, men det kunne meget vel blive tilfældet nu,« siger Morten Møller Iversen.