Hørsholm Kommune har indgået en lejeaftale omkring en strandvejsvilla i Vedbæk i nordsjælland, som skal huse op mod tyve flygtninge. Lejen lyder på 1,3 millioner kroner årligt, men ifølge kommunen ville det være dobbelt så dyrt, at indlogere flygtninge på hotel.

Det skriver lokalavisen Ugebladet Hørsholm.

I en af landets rigeste kommuner har man valgt at byde 20 flygtninge velkommen, ved at stille en over 100 år gammel og yderst mondæn strandvejsvilla, med gåafstand til Øresund, til rådighed.

Hørsholm Kommune har nemlig indgået en to-årig lejeaftale omkring den gule og historiske villa, med adresse på Kong Georgsvej 5 i Vedbæk, og det er selvsagt ikke småpenge, som kommunen må hoste op med.

Der skal nemlig falde 1,3 millioner om året i leje, ifølge John Larsen, chef for Hørsholm Kommunes center for ejendomme. Og selvom det kan lyde som et svimlende højt beløb, så er der rent faktisk tale om en god forretning fra kommunens side, da beløbet ville blive langt højere, hvis løsningen i stedet havde været et hotel.

»Det er en god businesscase, og vi får dermed frigjort penge, som kan komme andre flygtninge til gavn,« siger John Larsen til Ugebladet Hørsholm.

Han fortæller, at det i stedet ville koste skatteyderne i Hørsholm Kommune i omegnen af 2,7 millioner kroner om året, hvis flygtningene skulle indkvarteres på et hotel.

Det er dog ikke alle, som er lige begejstrede for, at den gule villa, der blev opført tilbage i 1900, nu skal agere flygtningebolig.

Således modtog Hørsholm Kommune tidligere på måneden et protestbrev fra 12 beboere i nabolaget, som var utilfredse med, at de ikke på forhånd var blevet informeret om beslutningen omkring, at villaen på Kong Georgsvej 5 skulle huse flygtninge.

I stedet kunne naboerne første gang læse nyheden i Ugebladet Hørsholm, og det måtte Anette Wiencken, kommunalbestyrelsesmedlem og formand for udvalget, der skal skaffe boliger til flygtninge i Hørsholm Kommune, derfor også beklage.

»Jeg lægger mig ned her. Det ville have klædt os at informere bedre,« fortalte hun på et informationsmøde den 18. december, hvor 25 lokalborgere var mødt op for at stille spørgsmål og lufte deres utilfredshed med sagens forløb, skriver Ugebladet Hørsholm.

Ejendommen, som råder over 6000m2 grund, 30 værelser, fem toiletter og tre badeværelser, har i årtier været brugt som rekreationshjem for Dansk Sygeplejeråd, og blev tillbage i 2012 sat til salg for hele 20 millioner kroner. Et gevaldigt nedslag i pris og godt tre og et halvt år senere blev villaen endelig solgt i sommers, til en pris på 12,5 millioner kroner.

Tidligere har det været skrevet, at ejendommens boligareal er på 693m2, men ifølge John Larsen er denne oplysning ikke korrekt. I stedet kan de cirka 20 flygtninge se frem til at kunne råde over hele 1098m2, når de første flytter ind allerede inden nytår.

Hørsholm Kommune er i 2016 blevet pålagt, at skulle tage imod 102 flygtninge.