Frida Jersø får næsten fem millioner fra Københavns Kommune efter fatalt fald fra bro.

Frida Jersø får nu endelig den erstatning hun og familien har kæmpet hårdt for, siden den dengang 14-årige pige faldt mere end fire meter ned fra Dronning Louises Bro i København.

Frida er blevet tilkendt 4,8 millioner kroner som hendes advokat nu endelig har fået vristet ud af Københavns Kommune.

Men det har været en lang sej kamp for Frida og hendes familie, der både har skullet kæmpe med kommunen, der først nægtede, at de var ansvarlige og samtidig forholde sig til en helt ny virkelighed. Nemlig at Frida skal leve resten af sit liv i en kørestol.

- Det har været ubeskriveligt hårdt og utaknemligt, siger Fridas far, Tom Jersø i dag til BT, og siger samtidig, at overførslen af erstatningen er en stor lettelse.

- Det har endelig givet os noget ro, at det er på plads, siger Jersø, der fortæller, at familiens liv selvfølgelig har været styret af ulykken der skete 28 januar sidste år. Her stod hun ved et gelænder sammen med flere kammerater, blandt andet hendes bedste veninde Felicia. Pludselig giver det rustne gelænder efter, og de to piger styrter fire en halv meter ned mod en asfalteret cykelsti. Veninden Felicia er ’heldig’ og får hjernerystelse, slået en del tænder ud, og får andre mindre skader på kroppen, men Frida er landet så uheldigt, at hun brækker ryggen. Da hun vågner op er den 14-årige pige i chok, og da redderne fra Københavns Brandvæsen får hende ind i ambulancen bliver hun kørt til Rigshospitalet, hvor hun ryger direkte på operationsbordet.

- Vi anede ikke hvad der ville ske, De sagde til os, at det var meget alvorligt, men at det ikke var livstruende, siger Fridas far, Tom Jersø i dag til BT.

- Men det er klart, at min kone og jeg fik tanken om, at hun kunne dø fra os, da hun lå der i en maskine, der trak vejret for hende. De opererede hele natten, og der var 10 læger og sygeplejersker omkring hende, siger Tom Jersø, der er ligeså taknemmelig overfor Rigshospitalets personale, som han er vred på Københavns Kommune.

- Jeg har aldrig oplevet så professionelle og dygtige mennesker som de læger og sygeplejersker, der tog sig af os og Frida på Riget. Det er helt fantastisk, siger Tom Jersø, der til gengæld er vred over den måde Københavns Kommune og teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal tacklede sagen på. I den første tid efter ulykken ville kommunen ikke påtage sig ansvaret for det rustne gelænder.

- De sagde blandt andet, at det var nogle teenagepiger, der havde fjollet rundt og havde drukket. Det var helt absurd. De havde siddet hjemme hos os kort forinden og spist slik og set MGP, og Frida drak slet ikke, siger Tom Jersø, der også er vred over, at teknik og miljøborgmester Ayfer Baykal frikendte kommunen, da politiets undersøgelser konkluderede at der ikke var begået noget kriminelt i forhold til ulykken.

- I starten virkede det som om de interesserede sig mere for broen end for Frida og vores situation, og de udsendte blandt andet en pressemeddelelse hvor de skrev, at Københavns kommune var frikendt i forhold til sagen, hvilket er helt ude i skoven. De ville ikke vedkende sig ansvaret, og ville ikke engang undersøge sagen nærmere. Jeg syntes at Ayfer Baykal opførte sig som en elefant i en glasbutik, siger Tom Jersø, der også fortæller, at erstatningspengene skulle have været udbetalt i august. Men først i mandags fik Frida og familien at vide, at nu var erstatningen endelig i hus.

- Vi havde fået at vide, at pengene ville blive overført i august, men det var først, da vores advokat rykkede dem igen og truede med at stævne kommunen, de tog sig sammen. Jeg forstår det ikke, og jeg har mistet tiltroen til kommunen helt og aldeles, siger Tom Jersø.

LÆS DEN STORE REPORTAGE SØNDAG, HVOR BT HAR FULGT FRIDAS VEJ TILBAGE TIL DET LIV, HUN HAR DRØMT OM SIDEN ULYKKEN.

I DAG ER HUN BUNDET TIL SIN KØRESTOL, MEN HUN ER FULDT OVERBEVIST OM, AT HUN ER EN AF DANMARKS DELTAGERE I DE PARA-OLYMPISKE LEGE I TOKYO 2020. sOM DISKOSKASTER.