Holstebro Kommune erkender brøler og trækker fyring af kræftsyg lærer tilbage. Vestjysk Lærerforening glæder sig.

I Holstebro Kommunes personalepolitik hedder det:

»Vi vægter det sociale ansvar ved en positiv indstilling til at fastholde og ansætte personale med nedsat arbejdsevne... «

Det sociale ansvar havde mindst én af de folkeskolelærere, der er blevet fyret i løbet af denne uge, meget svært ved at få øje på.

Læreren er syg af kræft, men skulle stille og roligt være startet op på arbejdsmarkedet igen efter efterårsferien, da hun i denne uge blev kaldt op på skolelederens kontor og varslet afskediget.

Men nu trækker kommunen fyringen tilbage.

»Det er en klokkeklar fejl fra vores side,« siger børn- og ungedirektør Mads Gammelmark, der kalder det tæt på en utilgivelig fejl at afskedige en kræftsyg lærer, der er på vej tilbage på arbejdsmarkedet.

Hvordan det kan ske, kan han ikke forklare:

»Men det er en alment kendt praksis, at man ikke varsler en person afskediget på det grundlag. Det er i strid med vores egen personalepolitik, hvor vi strækker os langt for at fastholde personalet, når der er tale om en så sårbar situation. Derfor trækker vi også fyringen tilbage,« siger Mads Gammelmark.

Hos Vestjysk Lærerforening er man glad for, at kommunen er kommet frem til den afgørelse.

»Det er en rigtig beslutning. Og vi ser nu frem til at samarbejde med kommunen om, at den berørte lærer kan vende tilbage til sit arbejdsliv på en god måde. Man kan ikke afvise, at det har givet hende et ekstra knæk at få beskeden om den varslede afskedigelse. Men det er jeg overbevist om, at vi nok skal finde ud af,« fortæller Erland Eckerberg fra Vestjysk Lærerforening.

Dagbladet har af hensyn til den afskedigede lærer valgt at holde både navn og skole anonym.

Skolelederen på den skole, hvor læreren er ansat, ønsker ikke at udtale sig i sagen med henvisning til, at det drejer sig om en personalesag.