Tirsdag den 6. december blev politibetjent Jesper Jul skudt i hovedet foran sin arbejdsplads på Albertslund Politigård. Han afgik dagen efter ved døden.

Politikolleger startede herefter gennem foreningen The Thin Blue Line Denmark en indsamling til den skuddræbte betjents kæreste og børn.

Indsamlingen er nu slut, og det indsamlede beløb er nået op på 781.270 kroner.

Det oplyser næstformand i The Thin Blue Line Peter Kamp til Avisen.dk.

- Det er et rigtig fint beløb. Jeg sad lige og kiggede overførslerne igennem, og der er cirka 4.500 mennesker, der har doneret. Og det, synes jeg, er pænt mange mennesker, der har villet bidrage. Det kan vi roligt være stolte af, siger Peter Kamp til Avisen.dk.

De pårørende modtager 625.016 kroner, mens 156.254 kroner går til foreningens fremtidige virke. Fordelingen på 80 procent til de pårørende og 20 procent til foreningen har været vigtig at være åben om fra starten, fortæller Peter Kamp.

- Vi er en forening, der er stiftet for at hjælpe politifolk, der er kommet til skade. Vi vil gerne hjælpe i fremtiden også, så vi vil gerne have noget, som vi kan bygge vores forening op med. Det er desværre nok ikke sidste gang, at vi ser sådan en episode. Men også tilfælde, der ikke er så slemme, vil vi gerne kunne hjælpe i fremtiden, og det kræver noget kapital, siger Peter Kamp.

The Thin Blue Line blev oprindeligt stiftet som en udløber af den indsamling, der blev startet i forbindelse med et skyderi på Christiania i august, hvor en anden betjent blev skudt i hovedet.

- Da vi så, hvad det bragte med sig, blev vi enige om, at det ville vi gerne formalisere, og så lavede vi den her forening. Vi havde planlagt at holde stiftende generalforsamling samme dag, som Jesper blev skudt, siger Peter Kamp og fortæller, at foreningen består af både nuværende og tidligere politifolk.

Link til originalartikel: http://www.avisen.dk/kollegers-indsamling-til-skuddraebt-betjents-familie_426735.aspx