De blev stiftet i 2012 og flere af medlemmerne har tilknytning til Blågårds Plads-miljøet på Nørrebro. Banden kalder sig 'Loyal to Familia' og kan genkendes ved deres hvide logo, der forestiller et dødningehoved, der har to pistoler i hænderne.

De seneste år er de mange gange blevet omtalt i medierne for hård kriminalitet. Skyderier, knivstikkerier, indbrud og røverier er blot nogle af dem. Og torsdag kom det frem, at banden går rundt i de københavnske gader og finder unge hjemløse, som de 'rekrutterer' til at være hashpushere. Det skriver Berlingske.

Banden Loyal to Familia beskrives ofte som agressive og voldelige, og allerede kort tid efter, de blev stiftet, skabte de frygt i de københavnske gader.

Tidligere var de kendt som Blågårdsbanden, og det var under dette navn, at de deltog i bandekrigen fra 2008 til 2012. Selvom de har skiftet navn, er mange af medlemmerne de samme, og det drejer sig om unge mænd, der primært er fra Tingbjerg, Skovlunde og Kokkedal.



I juli 2016 blev en 35-årig fængselsbetjent overfaldet af to hætteklædte mænd. Han blev tvunget ned på jorden og koldblodigt skudt to gange i benet, og selvom skyderiet i dag, knap fem måneder efter, stadig ikke er opklaret, lød reaktionen med det samme fra Fængselsforbundet, at der var tale om en koldblodig hævnaktion fra Loyal to Familia.

Banden består ifølge Københavns Politi af etniske danskere og personer med anden etnisk baggrund end dansk. Og banden er bestemt ikke ukendt hos politikredsene. Til Berlingske beskriver Nordsjællands Politi dem som en gruppe, der er 'voldsparate'.

De forklarer, at medlemmerne af banden ikke ligefrem kommer fra gode kår, og de kommer fra et sted, hvor mange situationer bliver klaret med vold.

I juni blev 11 personer med relation til banden sigtet og varetægtsfængslet for grov vold, fordi de havde truet vidner. I november kom de under stærk mistanke for at have begået 75 indbrud nord for København, og i slutningen af samme måned blev en 30-årig mand med tilknytning til banden sigtet for drabsforsøg under et skyderi på det ydre Nørrebro.

Banden er også en del af den igangværende bandekonflikt, og med den massive kriminalitet de begår, er de efterhånden også væsentligt repræsenterede i de danske fængsler, hvor de i den grad volder personalet problemer.

»Det er den værste gruppe, vi overhovedet har. Det er de mest rå og voldsomme fanger. De forsøger hele tiden at aftvinge en form for respekt, der bygger på vold og trusler, og det er en gruppe, der er ekstremt svær at arbejde med,« fortæller Kim Østerbye, der er Fængselsforbundets formand til Berlingske.

Han fortæller, at gruppen chikanerer og modarbejder personalet, som de hele tiden søger at konfrontere. At en betjent blev skudt i benet, ser han som en besked fra banden om, at ingen skal forsøge at bestemme over dem.

I juli blev et 22-årigt medlem fra banden sigtet for drabsforsøg på en fængselsbetjent, som han overfaldt den 18. juni sidste år. Betjenten blev overfaldet med kniv og slagvåben, da han lige havde fået fri og var på vej hjem fra arbejde.

Den manglende respekt for de ansatte i fængslet har gjort, at flere af bandemedlemmerne sidder i isolation.

Loyal to Familia er blot en af flere bander, der er synlige i Danmark. I mange år var der kun Hells Angels og Bandidos i Danmark, men senere er den hollandske gruppering Satudarah kommet til, og i februar i år kom også Black Jackets til.