En køreskoleelev dumpede sin køreprøve i Aarhus på grund af den nye letbane – som først rigtig begynder at køre i september.

Derfor kritiserer formand for Aarhus Kørelærerforening, Marianne Heimdal, nu Aarhus Letbane for ikke at informere ordentligt om, hvordan trafikanterne skal forholde sig til den nye 50 tons tunge trafikant.

»Han kørte halvt ud i et kryds, hvor der ligger letbaneskinner, og så kom arbejdstoget, der dækkede lyssignalet, og dermed lavede han en krydsblokade og dumpede,« fortæller formanden til DR.

Aarhus Letbane har sat skilte op, hvor der står ’Pas på mig! Jeg er ny i trafikken,’ for at informere trafikanterne om, at de nu skal være opmærksomme på ikke at komme i nærkontakt med letbanen.

Men det mener Marianne Heimdal ikke er nok. Ifølge hende har der ikke været god nok information om, hvordan man som bilist skal forholde sig og, hvad reglerne er, hvis man støder på letbanen i trafikken.

Kørelærere i Aarhus er endnu ikke begyndt at undervise deres elever i, hvordan de skal forholde sig til letbanen, fordi den først rigtigt kommer i gang med at køre til september.

Direktør for Aarhus Letbane Claus Rehfeld mener, at de har gjort alt, hvad de skulle, for at oplyse om den nye trafikant.

»Vi taler hele tiden med vores førere, der er ude at prøvekøre, og nævner de problemer, gør vi noget ved det. Når folkeskolernes ferie slutter, vil vi intensivere vores information,« siger direktøren til DR.