Trilles sange nåede langt ud over aktivisterne i kvindekampen, mener forfatter til bogen "Rødstrømperne".

Trille satte ord på kvindeoprøret på en anden måde, end der tidligere var set. Hun ville gøre det private politisk. Det gjorde hun ved at trænge ind i de private hjem via sin musik.

Sådan lyder det fra Drude Dahlerup, kønsforsker og forfatter til bogen Rødstrømperne, efter at kvindekampsikonet og folkesangeren Trille sov ind natten til mandag.

- Trille kom helt ind i folks hjem og ramte enormt mange kvinder over hele landet. På den måde nåede hun langt ud over aktivisternes rækker, lyder det.

Ifølge forfatteren ramte Trilles tekster lige ned i kvindeoprøret, der ville gøre op med de undertrykte mekanismer, som kvinder levede under.

- Trilles tekster var utrolig rammende. De slog ned lige i hjertet på de oprør, der var i gang, siger hun.

Drude Dallerup mener, at en af grundene til, at Trille fik så stor en plads i kvindeoprøret, var at hun var "en af os".

- Hun var helt almindelig i sit tøj og i sin væremåde. Hun lignede ikke en star, men mere en kvinde, man kunne støde på længere nede af gaden. Hun var en af græsrødderne, siger hun.

Trille døde efter kort tids kræftsygdom og blev 71 år gammel.

/ritzau/