En tur i det aarhusianske natteliv blev en smule dyrere end forventet for en uopmærksom mand

Stephan Petersen fik mere end almindelig sved på panden, da hans bankrådgiver ringede ham op tirsdag formiddag efter en våd weekend i nattelivet i Aarhus.

- Bankrådgiveren spurgte mig, hvad jeg havde brugt 800.000 kroner på den nat, fortæller Stephan Petersen, der ikke erindrede at have været så beruset, at han kunne have fyret så stor en formue af på drinks.

Ved nærstudering af kontoudtoget viste det sig, at det var på natklubben Grill Bar i Aarhus, det betragtelige beløb var blevet trukket på hans kort.

- Jeg købte to mojitos i baren, og de kostede 80 kroner. Men jeg betalte jo så åbenbart over 800.000 kroner for dem i stedet, siger Stephan Petersen.

Han kontaktede straks natklubben, som ud fra deres regnskab umiddelbart ikke kunne se, at de havde 800.000 kroner for meget. Efter to meget lange timer ringede de dog tilbage med den meddelelse, at de havde tjekket deres konto og ville føre pengene tilbage hurtigst muligt.

- De sagde, at det ikke var deres fejl. Og de sagde ikke undskyld. Det var mærkværdigt. Men jeg var mest bare desperat efter at få pengene, siger Stephan Petersen, der af sin bank fik lov til ikke at skulle betale renter af overtrækket.

- Jeg følte mig nærmest lidt som medejer af baren i et par dage, siger han med et grin.

Ifølge Nets, der står for danske kreditkortbetalinger, kan er det i princippet sagtens lade sig gøre at hæve så stort et beløb på et dankort. Også selv om man kun har købt to mojitos.

- Det er muligt, hvis både kortholder og forretningen laver en fejl. Det forudsætter, at forretningen indtaster et forkert beløb, og at kortholder accepterer det. Der er selvfølgelig en øvre grænse for beløbets størrelse, men der er situationer, hvor der skal hæves store beløb, for eksempel ved bilkøb, så derfor er det muligt, siger pressechef Søren Winge.

Ifølge Nets er det som regel altid muligt at få sine penge igen, hvis der trækkes et fejlagtigt beløb.

- Hvis man ikke kan vedkende sig et træk på sit kort, skal man kontakte sin bank hurtigst muligt. Som udgangspunkt er det ikke noget problem at føre pengene tilbage, hvis man reagerer. Men det er vigtigt at understrege, at kortholder også har et ansvar for, hvilket beløb man godkender, siger Søren Winge.