Allerede til sommer kan Folketingets forslag om kirkelige vielser af homoseksuelle blive virkelighed. Sognepræst Flemming Pless vil gerne være den første, der vier et homoseksuelt par i kirken.

Når homoseksuelle par efter al sandsynlighed kan blive gift i kirken til sommer, vil Flemming Pless, der er sognepræst i Christians Kirke på københavnske Christianshavn, gerne være den første, der udfører vielsen.

- Jeg synes, at der ville være prestige i at være den første præst, der vier et homoseksuelt par i kirken. Især hvis det bliver mig. Ligesom der også var prestige, da Amundsen blev den første, der betrådte Sydpolen, og da Armstrong som den første betrådte Månen, siger han.

Men han gør samtidig opmærksom på, at han allerede har viet »tonsvis af homoer« i kirken. Forskellen bliver nu bare, at loven vil være med.

- I Vorherres sammenhæng, i Guds rige og i den leverpostejsfarvede virkelighed er der intet prestige, fordi vi har gjort det længe. Men den første præst, der får muligheden for at vie homoseksuelle, vil være sikker på en forside på Kristeligt Dagblad, og jeg ville ikke have noget imod, at det blev en mediebegivenhed. Det må brudeparret bestemme, siger han.

Han synes, at udsigten til at homoseksuelle kan blive viet i kirken, sender et vigtigt signal.

- Det er et signal til verden om, at den er mere fri. Præster bevæger sig hen til et nyt sted, hvor vi taler om kærlighed mellem mennesker og ikke om køn og seksualitet. Jeg ved, at folk har en seksualitet, men det er ikke den, jeg velsigner, det er deres kærlighedsliv, siger Flemming Pless.

Forslaget om homoseksuelle vielser i kirken bliver onsdag fremlagt i Folketinget, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) lovede tirsdag, at forslaget skal være klar senest 15. juni. Dermed kan den første kirkelige vielse af et homoseksuelt par finde sted allerede til sommer.