Københavns Lufthavn tilbageholder ukrainsk fly

Et fly fra det ukrainske luftfartsselskab AeroSvit tilbageholdes på andet døgn i Københavns Lufthavn. Flyet tilbageholdes af lufthavnen, fordi selskabet ikke har betalt dets regninger til lufthavnen.

Først når en regning på omkring en halv million kroner er betalt, får flypersonalet lov til at sætte sig om bord på flyet og styre det mod Kiev, skriver rejsesitet check-in.dk.

AeroSvit har siden 28. december været i en kontrolleret betalingsstandsning. Der er bestræbelser i gang på at rekonstruere selskabet, og hvis det ender med en rekonstruktion, vil flyet kunne frigives i næste uge, oplyser Københavns Lufthavns presseafdeling lørdag til Berlingske Nyhedsbureau.

- Vi har tilbageholdt flyet, mens vi forhandler om en garanti for de penge, som selskabet skylder os. Det er tredje gang, at et flyselskab kontrolleret af samme ejer går konkurs. Ejeren bag AeroSvit skyldte os også en del penge ved konkurserne i Cimber Sterling og Skyways, så det vil vi gerne undgå denne gang, siger driftsdirektør Kristian Durhuus fra Københavns Lufthavne A/S til check-in.dk.

Sidste år måtte flyselskaberne Cimber Sterling og Skyways indgive konkursbegæring, da den ukrainske investor bag AeroSvit, Igor Kolomoiskij, via selskabet Mansvell Enterprises trak den finansielle opbakning tilbage.

Der var 65 passagerer, der fredag skulle have sat kurs mod Kiev i det nu tilbageholdte fly. Københavns Lufthavn har dog ikke ansvar over for disse passagerer, der nu må vente på, at pengene betales, eller at selskabet går konkurs.

Driftsdirektøren beklager de gener, som det har skabt for passagererne, men henviser til, at det er en sag mellem flyselskabet og dets kunder.