B.T. kan onsdag afsløre, at en vognmand fra København den 14. juni i år blev næsten-milliardær, da Københavns Kommune satte mere end 957 millioner kroner ind på hans konto som betaling for et læs sand.

Vognmanden fik ved en fejl udbetalt det astronomiske beløb for seks kubikmeter sand, som han havde leveret til børnehaven Katholm på Jyllingevej i Vanløse.

Det står i en rapport fra Københavns Kommunes interne revision som B.T. er i besiddelse af.

Rapporten hedder 'Analyse og vurdering af en specifik udbetaling', og blev afleveret onsdag til Økonomiforvaltningen samt Børne- og Ungdomsforvaltningen.

'Den specifikke udbetaling' fandt sted torsdag d. 14. juli om eftermiddagen. Beløbet lyder helt præcist på 957.072.606,57,-. Altså tæt på en milliard danske kroner.

Den dag blev beløbet trukket på kommunens konto, og fredag gik pengene så ind på vognmandens konto.

I de få timer hvor det astronomiske beløb stod på mandens konto fredag formiddag, er Københavns kommune imidlertid utroligt heldig.

I følge B.T.s oplysninger kiggede vognmanden nemlig ikke på sin konto den fredag formiddag. Og undik derved både et chok og måske en fristelse udover evne.

Til gengæld lagde Københavns Kommunes bank, Nordea, mærke til de mange hundreder millioner, der var udbetalt på én gang fra Københavns Kommune.

Banken undrede sig, hvorefter de kontaktede kommunen.

Her var der tæt ved at opstå panik, men det gik hurtigt op for dem, at der var begået en kæmpemæssig brøler, og pengene blev derfor ført tilbage til kommunens konto.

Vognmanden opdagede først, at han har været multimillionær et kort øjeblik, da kommunens interne revisor ringede for at høre, om han havde fået udbetalt renter af det enorme beløb, for så ville de gerne have dem tilbage. I alt drejer det sig om 55.000 kroner.

Derfor gik det galt

Forløbet bekræftes i store træk af økonomidirektør Jesper Rønnow Simonsen fra Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune:

- Ja, det var et meget dyrt læs sand, indrømmer han med et lille smil i telefonen, da B.T. spørger, hvordan en så stor fejl kunne ske.

- Problemet opstod, da institutionen sendte regningen ind til den instans, der konverterer papir-regninger til elektroniske fakturaer. Her bliver vognmandens gironummer brugt til beløbet på fakturaen, i stedet for det rigtige beløb på 4.950 kroner for de seks kubikmeter sand som han skulle have haft, siger Jesper Rønnow Simonsen, der erkender, at der er sket nogle fejl i børnehavens kontrol af regningen, før de udbetalte beløbet.

Fejl som kommunen i dag har indskærpet overfor samtlige institutioner, at de skal være opmærksomme på.

- Vi er ikke super stolte af det der er sket, men jeg må indrømme, at vi er nogle stykker, der også har trukket lidt på smilebåndet herinde, siger Jesper Rønnow Simonsen.