Hovedstaden har store problemer med romaer, der lever på gaden og skaber utryghed. Regeringen må hjælpe.

København. Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), mener, at problemerne med romaer i hovedstaden nu er så stort, at regeringen må træde til med hjælp. Sådan lyder opfordringen fra Københavns Kommune.

De mange romaer, der overnatter på gaden, er ifølge borgmesteren kilde til utryghed og rod i København. Samtidig er der kommet markant flere de seneste år.

- Som kommune kan vi ikke løse det stigende problem alene, da mange af migranterne er her lovligt som EU-borgere.

- Derfor opfordrer vi nu på det kraftigste regeringen til at gå ind i arbejdet for at skærpe reglerne for lovligt ophold i Danmark.

- Vi foreslår for eksempel, at der stilles krav om, at alle, som opholder sig i Danmark, skal kunne opgive en adresse altså bevise at de har tag over hovedet, siger overborgmester Frank Jensen.

Hvis man ikke har en adresse, skal man administrativt kunne udvises, lyder det fra overborgmesteren.

Han mener, at regeringen også bør bringe sagen op på dagsordenen i EU:

- Jeg opfordrer til, at man administrerer inden for de nuværende rammer så stramt man kan. Og så opfordrer jeg regeringen til at tage det op på europæisk plan:

- Den fri bevægelighed for arbejdskraft var jo ikke tiltænkt, at man skal kunne opretholde og leve et usselt liv på gaden ved at samle flasker og dåser. Derfor burde man kunne lave en ændring af direktivet, så man siger, at når man rejser ind, så skal man have en adresse, siger Frank Jensen.

Han understreger, at Københavns Kommune selv gør en indsats:

- I Københavns Kommune gør vi alt, hvad vi kan, inden for de rammer vi har. Det er kommet så langt, at vi har lavet vores eget transitprogram, hvor vi bruger 2,7 millioner kroner om året til at forsøge at hjemsende nogle af de her migranter, siger Frank Jensen.

I hele 2016 modtog Københavns Politi 355 anmeldelser om lejre.

Allerede i år er antallet ifølge Berlingske mellem 120-125. I den forløbne uge har politiet ryddet flere lejre og anholdt op mod 37 rumænske statsborgere for at overnatte i utryghedsskabende lejre.

Dansk Folkeparti genkender Frank Jensens opfattelse af problemet.

- Det er et problem, og det har det været i mange år. Derfor foreslår vi, at man gør det ulovligt at opholde sig i Danmark, hvis man ikke kan forsørge sig selv, siger Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen.

Lovforslaget vil indebære, at udlændinge kun kan påkalde sig retten til arbejdskraftens fri bevægelighed, hvis de har en kontrakt eller et skriftligt jobtilbud.

/ritzau/