I 2010 blev de vist frem i Kina. Sammen med Den Lille Havfrue symboliserede de Danmarks eventyrlige og grønne velfærdshovedstad på verdensudstillingen i Shanghai. Der er endnu ikke er planer om at skrotte havfruen, men snart mister København sine bycykler, skriver B.dk.
Sidst i oktober udløber aftalen med det firma, der driver det nuværende bycykelsystem. Gennem flere år har Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og DSB arbejdet på en ny model, der især skulle målrettes pendlerne og knyttes tæt til hovedstadens S-togsstationer.
Københavns Kommune skulle i den forbindelse spytte 114 millioner i kassen. Tidligere på måneden blev københavnske kommunalpolitikere fra SF, Socialdemokraterne, De Radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance imidlertid enige om noget andet, da partierne indgik budgetforlig for 2013.
Partierne har ikke fundet penge til bycykelprojektet, men det ændrer ikke på de gamle cyklers skæbne.
- De bliver fjernet. Når vi ikke har en aftale, så har vi ikke en aftale, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF).
Det ærgrer borgmesteren, at der er ikke er blevet penge til de nye bycykler. Idéen er god, men den økonomiske situation, hvor et stram anlægsloft begrænser kommunernes råderum, kræver hårde prioriteringer:
- Vi har ikke fået afsat de 114 millioner i budgettet. Til gengæld har vi sat 150 millioner af til generel cyklisme, siger hun til B.dk.
De 150 millioner skal blandt andet gøre Nørrebrogade og Amagerbrogade mere cykelvenlige. Samtidig skal der etableres flere og bedre cykelparkeringspladser og de såkaldte cykelsuperstier skal udvides.
- For mig handler det om, at københavnerne har den nødvendige cykelinfrastruktur til deres hverdag. Det må være den absolutte førsteprioritet, siger Ayfer Baykal.
Den nuværende bycykelordning stammer fra 1995. Dengang var den danske hovedstad blandt de første byer i verden med offentlige cykler, men siden har storbyer i hele verden taget konceptet til sig og forbedret det. Derfor er det uheldigt for Københavns internationale image, når byen pludselig står uden bycykler, vurderer underdirektør i Wonderful Copenhagen, Martin Bender.
- Vi har selv været med til at gøre dem til en standard, som alle andre har forsøgt at kopiere, siger han og fortsætter:
- Du kan tro, de cykler er blevet fotograferet mange gange. De er med på rigtig mange feriebilleder, og de er med i rigtig mange af vores turistbrochurer.
Ayfer Baykal er ikke nervøs. Masser af firmaer lejer cykler ud, så turisterne skal nok få deres cykelture. Alligevel håber hun, bycyklerne finder vej tilbage til København.
- På sigt skal vi nok få et bycykelsystem i København igen. Men det bliver altså ikke i 2013, siger hun.
Borgmesteren vil ikke spå om fremtidens model. Hun understreger, at man måske kan finde finansiering til den allerede planlagte løsning uden for hovedstandens kommunekasse, ligesom hun ikke vil udelukke at kommunen kan finde penge i fremtiden.
Det sidste håber formanden for By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune, Jan E. Jørgensen (V). På Frederiksberg er pengene allerede afsat, og arbejdet med modellen har allerede kostet mange penge.
- En udsættelse vil da være til at leve med. Men hvis det slet ikke bliver til noget, vil det være rigtig ærgerligt, siger han.
DSB, der har haft en ledende rolle i at udvikle det nye bycykelsystem, afviser at udtale sig om sagen til B.dk.