Bilen med den knuste forrude står stadig parkeret i andelsforeningen BK87 i Københavns Sydhavn som et synligt bevis på torsdagens drama.

Men hvad der skete i sekunderne, inden Nikolaj Sommer smadrede ruden, er stadig uklart.

- Nikolaj er helt oppe at køre, da jeg kommer kørende, og han smadrer sin hånd ned i ruden, mens han råber og skriger.

Bagefter skynder Line (Gertsen, red.) sig at få ham indenfor, fortæller Per Johansen til B.T.

Afviser forklaringen


Men den forklaring afviser Nikolaj Sommer. Han mener, at han blev forsøgt kørt ned af sin nabo, Per Johansen, hvorefter han chokeret bankede hånden mod ruden for at stoppe bilen. 

Begge parter anmeldte torsdag hinanden til Københavns Politi, der dog ikke vil foretage sig yderligere i sagen.

- Det bliver ikke til en straffesag mod nogen af parterne, da det har været umuligt for os at klarlægge, hvad der er rigtigt og forkert i sagen. Vi tolker det som nabostridigheder, fortæller vicepolitiinspektør Kim Østergaard fra Station City til B.T.