Internettet har åbnet verden op og gjort os alle sammen klogere. Men prisen har været stor. Undervejs er vi blevet dårligere til at være til stede i vores liv, siger Knud Romer. Den anmelderroste forfatter fortsætter serien »Bliver vi klogere med tiden« ved at tale om computerens folkelige gennembrud i 90erne.

Kufferter og tasker står stablet op i entreen. Klar til at blive smidt ned i bilen, så familien kan komme væk fra København. Ud på motorvejen og ned til sommerhuset i Præstø. Et sted i lejligheden bliver en mobiltelefon stædigt ved med at ringe, og i sofaen sidder Knud Romers yngste datter og spiller på sin iPad, mens hendes storesøster hakker løs på en stationær computer.

Det er det, husets beboere skal væk fra.

»Ingen taler længere om at være online eller offline. I dag er man altid online, og jeg er lykkelig for, at jeg kender til en verden, hvor man slet ikke var på. Det er der, jeg skal hen nu,« siger forfatter Knud Romer, mens han leder efter sin pibe, der er fanget et sted under bunkerne af uåbnet post og krøllede aviser på spisebordet i den højloftede stue.

Han skal tale om 90erne. Årtiet, hvor computeren gik fra at være et fænomen, nogle få nørder talte indforstået om, til at rydde forsiden på Elgigantens tilbudsavis. Men også årtiet, hvor interviewets hovedperson lagde 13 års kulturstudier bag sig og transformerede sig til reklamemanden Knud Romer, der rystede begavede oneliners ud af ærmerne på sit lyseblå jakkesæt, mens verdens dyreste sko klappede mod gulvet under ham.

»På den ene side var jeg skideked af det, for det eneste, jeg drømte om, var at skrive poesi. Jeg ville være professor på universitetet og fortælle verden om alle de store tyske digtere. På den anden side kastede jeg mig frådende over mit nye liv, for det var den eneste chance, jeg nogensinde havde fået.«

Den lange indflyvning til reklamebranchen tog sin begyndelse i 1994, da Knud Romer købte sin første Apple Macintosh, hentede et modem hos en fyr i en mørk kælder på Falkoner Allé og gik hjem for at sætte apparatet op. Resten af dagen blev han siddende på en stol foran skærmen, mens han bogstaveligt talt sked i bukserne i målrettet jagt på at komme på nettet.

»Og pludselig skete det. Pling! Jeg var på. Og så åbnede verden sig.«

I årevis var Knud Romer blevet mødt af en mur af afvisninger, når han forsøgte at overtale aviser og magasiner til at bringe hans artikler, men fra den ene dag til den anden var der hul igennem. På nettet rynkede ingen på næsen af artiklen om de letopløselige stoffers historie, guiden til Københavns offentlige toiletter og fortællingen om det lyshårede ABBA – medlem Agnetha og hendes bagdels betydning for den svenske popgruppes succes. Selv den ti sider lange artikel om selvhængning som vej til seksuel ophidselse med titlen »Please be tender when you cut me down« fik sig en modtager.

»Jeg mailede teksten til Det Sexologiske Institut i Washington, som svarede begejstret tilbage. Det var et værdifuldt stykke grundforskning, sagde de og optog artiklen i deres database. Pludselig var der ingen smagsdommere, ingen filtre, ingen omveje. Man kunne gøre, hvad man ville og kommunikere med hvem, man ville. Og man fik oven i købet feedback. Det var fantastisk.«

Men alt godt har en ende, og nettet har for længst rykket sig fri af de tidlige dages eksklusivitet. I dag er computeren allemandseje på linje med køleskabet og brødristeren, og den forbløffende verden, som computeren åbnede for i 90erne, er i dag forvandlet til en servil indlevelse i omverdenens ønsker og behov, siger Knud Romer.

»Man skal altid være til stede. Man er aldrig alene men hele tiden del af et socialt fællesskab, hvor man konstant søger de andres anerkendelse. Og hvor man hele tiden skal mærke efter, om man er rigtig eller forkert, god eller dårlig, tjekket eller utjekket. Det hedder sig, at vi lever i en individualistisk tid, men jeg synes snarere, vi lever i det absolutte diktatoriske fællesskab, og ve den, der skriver et forkert opslag på Facebook.«

Knud Romer er lykkelig for, at han voksede op i en verden uden internet. At han ved, hvordan det er at være offline. At være uden for rækkevidde og have en bevidsthed, som ikke er styret af omgivelserne. Men han hører ikke til fløjen, der stædigt fastholder, at alting var bedre dengang, børnene sad i skæret fra kakkelovnen og snittede i en træpind. Knud Romer anerkender, at nettet er en åben hane, der lader masser af brugbar viden fosse ud.

»Men vi har også fået noget, der ligner en kollektiv bevidsthed, og det er ikke nødvendigvis særlig sundt for det enkelte menneske. Nettet er én lang opmærksomhedsforstyrrelse, som tvinger os til altid at være parat til at producere og forbruge. Parat til at svare på de smser, der konstant tikker ind, for svarer man ikke inden for to minutter, betyder det enten, at man har et problem med den, som henvender sig, eller at man ikke er på. Og så er man virkeligt lost.«

Knud Romer fotograferet i hans hjem i indre København.
Knud Romer fotograferet i hans hjem i indre København. Foto: Simon Læssøe
Vis mere

Men bare rolig, tingene ændrer sig lige om lidt, siger forfatteren. Snart bliver det smart at være utilgængelig.

»At kunne tillade sig at være koblet af nettet og ikke bruge tiden på konstant at tjekke, opdatere, sammenligne og anerkende. At være integreret i sig selv og være selvbærende i et aktivt bevidsthedsliv, hvor man tillader sig at lande på jorden i al tidens fylde. Hvor man lukker døren til omverdenen og dyrker intimiteten med de mennesker, man er sammen med her og nu.« Han ryster på hovedet.

»Men det er fandeme svært, når man har en kone, hvis ene hånd er blevet til en smartphone, og ens børn skriger som narkomaner, når de ikke får deres daglige fix. De er vokset op med computere, tablets og smartphones, og de er så knyttet til apparaterne, at jeg har svært ved at forestille mig, hvordan de ville opføre sig uden.«

Vi er gået fra generation tommelfinger til generation pegefinger. Og det koster. Engang var nettet idealistisk. I 90erne handlede det om fri udveksling af ideer og informationer, demokrati, frihed, lighed, oplysning og frigørelse. Men i takt med at computeren er blevet allemandseje, har de kommercielle interesser invaderet nettet.

»Alt på nettet fører i sidste ende til forbrug. Det er ligesom at blive fanget i en åleruse. Turen starter måske ikke med et direkte salg, men det er stensikkert, at det slutter med et salg.«

Knud Romer taler ikke for, at vi skal tilbage til små, selvforsynende landbrug og naturaløkonomi. Det løb er kørt, og han har ingen problemer med forbrugssamfundet. Vi skal ikke opdrage vores børn til at være asketiske forsagere af nydelse, men de skal være kritiske over for »alt det lort de møder på deres vej«.

»Jeg er egentlig tysker af sind, så for mig er alting en undergangshistorie. Det bliver værre og værre. Men mønten har to sider. Da jeg var på mine døtres alder, skrev jeg ikke en linje, medmindre jeg havde stil for. Mine børn skriver fra morgen til aften. På alle mulige platforme. Sms, mail, spil, you name it. Det kræver et enormt overblik at kunne begå sig i den verden. Et spil som Minecraft er jo Lego, bare meget federe. Og undervejs lærer de oven i købet engelsk. Jeg vil meget gerne have været otte år i dag.«

Som ung sad han selv i en kælder på Falster. Omringet af en analog verden, der gjorde masser af modstand og konstant stillede forhindringer op. Helt modsat i dag, hvor det meste af verden kun er et enkelt klik væk.

»Min ene datter spiller online med andre børn, hun ikke kender. Den anden skyper med sine klassekammerater, når hun kommer hjem fra skole. Det er fantastisk,« jubler Knud Romer.

Inden nettet var mange ting mere besværligt. Som dreng forsvandt Knud Romer begejstret ind i eventyrbøgernes kulørte universer, og en dag kom hans mor hjem med en bog fra det tyske Klett Verlag Die Hobbit Presse. Bogen havde grønne sider og var en tysk oversættelse af den irske forfatter Lord Dunsany, som i virkeligheden hed Edward John Moreton Drax Plunkett og var den 18. Lord of Dunsany.

»Jeg fandt ud af, at manden omkring århundredskiftet havde siddet på en borg fra det 11. århundrede og skrevet sine bøger med en gåsefjer: The Book of Wonder, A Dreamers Tale og The King of Elfland’s Daughter. Magiske titler som jeg selvfølgelig måtte have fat i.«

Men på det lokale bibliotek i Nykøbing havde ingen hørt om Lord Dunsany, til gengæld tilbød den hjælpsomme bibliotekar at ringe rundt til andre biblioteker og endte i Aarhus, hvor det lokale forskningsbibliotek havde nogle titler af den irske forfatter stående på en støvet hylde. Og en uge senere lå bøgerne klar til afhentning.

»I dag ville jeg kunne google Lord Dunsany og sekundet efter sidde med en liste over mulige sælgere af bøgerne, og få minutter senere ville pakkeposten være på vej til København.«

Nettet gør livet lettere. Den del af fortællingen er Knud Romer helt med på. Men han er også bevidst om, at den intense rejse fra analog verden til digitalt univers ikke har været gratis.

»Vi har lidt et tab af substans. Et tab af nærvær, tilstedevær, forpligtende følelser og menneskelig omgang. Engang skulle man invitere sine venner over, hvis man havde lyst til at høre, hvordan de havde det. Det behøver man ikke længere. I dag kan man nøjes med at følge dem på Facebook eller Instagram. Vi dyrker virtuel omgang med hinanden, og med tiden bliver det mere og mere besværligt rent faktisk at tale med andre mennesker.«

Knud Romer fortæller, hvordan teknologien også har ædt sig ind på hans private liv. Om hvordan han og hustruen Andrea mange aftener ligger i hver sin ende af sofaen, han med sin bærbare computer og hun med sin smartphone, mens døtrene sidder ved siden af dem med hver sin tablet.

»Underholdningen er altid lige ved hånden, og efterhånden svarer min kone ikke, når jeg spørger hende om noget, fordi hun er fuldt optaget af at følge med i en serie, købe sig en taske på eBay eller like en venindes nybagte kage på Facebook. Ingen mennesker kan hamle op med den kulørte adspredelse, smartphonen tilbyder. Der er altid noget, som er sjovere, mere spraglet, mere interessant, og det første, min kone hilser på om morgenen, er hendes mobil, som i øvrigt også er det sidste, hun lægger fra sig om aftenen, mens jeg ligger ved siden af og sover. Vi lever side om side i hver vores virtuelle verden.«

Det er derfor, familien har købt sommerhuset i Præstø. Det er her i bunden af Sjælland, at forfatteren finder den tynde morgendis, tågen, regnen, stjernerne, fuglekvidderen, den høje himmel, skumringen og aftenduggen i græsset. Alt det hans egen barnesjæl er støbt af.

»Jeg vil ikke have, at mine børns barndomsminder er pixellerede. De skal ikke tænke tilbage på deres barndom og se en computerskærm for sig. De skal have et sanseligt forhold til verden.«

Knud Romer fotograferet i hans hjem i indre København.
Knud Romer fotograferet i hans hjem i indre København.
Vis mere

Mennesket husker med kroppen, siger Knud Romer. Fra sin egen barndom mindes han Falsters nypløjede marker, frugtplantagerne og mastens knagen, når han sejlede gennem bølgerne i sin jolle, eller hans far styrede familiens LA-krydser hen over Kattegat på sommerferierne til Anholt.

»Når jeg oplever den slags i dag, bliver jeg seks år igen, og det er ikke noget, jeg husker med hovedet. Det er min krop, der genkalder sig lydene, duften og billederne. Det er derfor, jeg vil have mine børn ud i skoven, så de kan blive bidt af flåter og stukket af myg. Min drøm er at se dem sejle i en optimistjolle, ikke at se dem spille Moviestar Planet på iPaden.«

Men det kræver disciplin og viljestyrke at få børn til at lægge computeren fra sig og vende sig mod den fysiske verden.

»Den første dag keder de sig gudsjammerligt og skriger som narkomaner efter at komme på nettet. Men jeg er iskold, og efterhånden ved jeg, at brokkeriet hurtigt får ende.«

Det svære ved narkomani er at tage springet væk fra misbruget, siger Knud Romer. Når først man har foretaget det, er det værste overstået. Det gælder alt fra sprut til computerspil, og det sværeste ved at være offline er at slukke for computeren. Når skærmen først er sort, kan man komme i gang med noget andet.

»I samme sekund jeg slukker for deres apparater, begynder de at tegne, læse eller lave noget andet fornuftigt.«

Han sidder lidt og bakker med piben.

»Men så åbner de deres Jumbobøger, og så bliver jeg pludselig i tvivl. De har lige lukket ned for en uendeligt rig verden, og så sidder de og læser om Anders And og Fedtmule.«

Men i sidste ende er Jumbobogen en del af medicinen mod den digitale fremmedgørelse. Alene fordi den er fysisk. Af samme grund elsker Knud Romer de små skuffer med kartotekskort i Det Kongelige Biblioteks gamle afdeling, hvor afdøde bibliotekarer med sirlige blækstreger har skrevet titler på bøger, der har rejst gennem århundreder og nu puster ud på mørke træreoler.

»Det repræsenterer for mig en skønhed uden lige. Tænk, at de har efterladt et sanseligt, materielt spor af sit liv på samme måde, som hulemændene efterlod os deres vægmalerier. Det er begge tegn på, at der har været nogen før os.«

Af samme grund tager Knud Romer jævnligt sine døtre med ind på biblioteket og lader dem kigge på kortene, røre ved dem og snuse til de små papirlapper.

»Det er rigtigt liv. Den fysiske sanselighed eksisterer jo ikke på nettet. I cyberspace findes ingen fodaftryk i sandet eller hjerter ridset ind i barken, ligesom der ikke findes nogen erindring. Facebook har ingen historie. Det handler udelukkende om nu og her, og man kan ikke søge tilbage i fortiden på Facebook. Det er et bibliotek uden kartotekskort. Det hele eksisterer kun i et forgængeligt nu og forsvinder som is, der smelter i solen.«

Historie gør noget værdifuldt ved vores liv. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, at flertallet af den vestlige verdens børn i dag vokser op uden at kunne se mælkevejen, fordi det menneskeskabte lys i byerne stjæler mørket fra dem.

»Det elektriske lys er en fantastisk opfindelse, og vi kunne ikke leve uden, men det der engang var løsningen, er i dag problemet. Nu er der lys overalt,« siger Knud Romer.

»Og hvad betyder det så,« nærmest råber han og lyder som en professor, der nærmer sig løsningen på en matematisk gåde.

»Det betyder, at millioner af børn vokser op uden en konkret, sanselig bevidsthed om Mælkevejen. De vokser op uden en sanset oplevelse af vores fælles planet, af galaksen, af universet og det jordiske liv. Af miraklet. Og mysteriet. De misser oplevelsen af at være en del af noget større, men bliver overladt til at tro, at det seneste spil på nettet eller den næste caffe latte er alt.«

Det kræver mørke at besinde sig og få en bevidsthed om menneskelig tilstedeværelse på en planet, som har historie.

Det kræver, at man slukker lyset. At man lukker for sin computer og går ud i natten og kigger op på Mælkevejen.

»Når man oplever det samme storslåede syn, som mødte ens forfædre for tusinder af år siden, sættes man på plads. Det slår hul i bevidstheden. Uden den oplevelse ender man med at tro, at virkeligheden findes i computeren. Det gør den ikke. Oplevelsen af at være til som menneske står i fare for at forsvinde til fordel for likes, followers og tidslinjeopdateringer. Derfor skal vi turde slukke computeren og være til stede i mørket. Nyde stilheden. Hvad enten det sker i storbyen eller i et gammelt hus i Præstø uden internet.«