På fem år er antallet af unge, som ikke er i uddannelse eller arbejde, steget markant.
Antallet af unge, der hverken er i gang med en uddannelse eller har et arbejde at passe, er steget markant fra 2008 til 2013. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, skriver Jyllands-Posten.
I 2008 var der 71.533 unge i alderen 15 til 29 år, som i mindst et halvt år hverken havde været i arbejde eller uddannelse. Ved udgangen af 2013 var tallet steget til 98.617. Tallene er dog fra før beskæftigelsesreformen, der trådte i kraft i januar i år, som har haft som mål at få flere unge i gang med en uddannelse.
Chefanalytiker Mie Dalskov Pihl fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siger til Jyllands-Posten, at den økonomiske krise har været særligt hård for de unge på arbejdsmarkedet.
»Samfundet bruger enorme summer på uddannelses- og beskæftigelsessystemet, og derfor er det et gigantisk problem, at så mange ikke er i en produktiv gænge. Skrækscenariet er, at disse inaktive unge ryger ud i langtidsledighed og aldrig får foden inden for på arbejdsmarkedet,« siger Mie Dalskov Pihl til avisen.
En del af stigningen kan forklares med, at der er kommet flere unge. Men ser man på andelen af unge uden arbejde og uddannelse ud af det samlede antal unge, så er også den steget fra 2008 til 2013, nemlig fra 7,4 procent til 9,3 procent.