Vi ved jo godt, at rygning og alkohol er dødsensfarligt. At vi bør dyrke motion og få vores søvn, men vi er voksne mennesker.
Velkommen til en røgfri legeplads’ stod der på et skilt på den københavnske legeplads, som jeg besøgte med mine børn her i påsken.
Jeg kender godt de skilte. De har været der længe, men hver gang jeg ser dem, bliver jeg alligevel en lille smule overrasket. Og en lille smule vred. For hvorfor skal Københavns Kommune blande sig i, om jeg går hen i et hjørne af legepladsen og tænder en smøg? Det er jo ikke ulovligt at ryge udendørs (endnu, i hvert fald). Faktisk er jeg ikke-ryger, så min irritation er mere principiel end reel. Jeg synes, at hetzen imod rygerne er gået for langt, og jeg synes, at den offentlige forebyggelsesindsats er blevet for omklamrende og for moraliserende.
For vi ved jo godt, at rygning er dødsensfarligt. Vi ved godt, at alkohol også er det. Vi ved godt, at vi bør dyrke noget motion, få vores søvn, pleje vores venskaber og trække vejret helt ned i maven. Men vi er voksne mennesker med hver sine uperfektheder, ønsker, prioriteringer, laster og individuelle versioner af det gode liv. Og det gode liv indeholder altså – for nogle af os – en nougatmus eller fire. Andre har ikke lyst til at undvære cigaretten, rødvinen eller solariet.
Selvfølgelig kan det være rigtig svært at holde op med at ryge eller at tabe sig. Derfor er det fint, at man kan få en hjælpende hånd af fællesskabet, hvis man ønsker det. Rygestopkurser, samtaler hos lægen og så videre. Men grænsen går netop mellem det frivillige og det tvungne, mellem frihed og forbud, mellem det oplysende og det moraliserende. Og grænsen bliver i disse år konstant overtrådt.
Forleden var det Kræftens Bekæmpelse og danske kræfteksperter, som lod oplysning glide over i moralisering. De kræver nu en endnu skrappere kurs over for rygerne: Kraftig prisstigning på tobak, forbud mod røg på og omkring samtlige uddannelsesinstitutioner og flere kampagner. »Vi skal presse den holdning igennem, at det ikke er i orden, at unge ryger,« sagde formanden for Dansk Onkologisk Selskab, Ulrik Lassen, til Berlingske.
Eksperterne foreslår naturligvis stramningerne, fordi de ved, at rygning er den største skurk i forhold til kræft, og fordi de ønsker at se færre kræftpatienter i fremtiden. Det er måske nok et sympatisk ønske. Men man glemmer, at det netop er friheden, forskelligheden og det uperfekte, som gør mennesker til mennesker og ikke robotter. Og hvorfor er det lige rygerne, man er efter? Hvis tanken er, at staten via lovgivningen skal minimere borgernes risiko for at dø, er der jo meget andet, man kunne tage fat på.
Hastighedsgrænserne burde sættes voldsomt ned. Ja, vi kunne endda forbyde biler! Tvungen motion, helt sikkert. En offentligt designet app kunne minde dig om din sundhedsmæssigt forsvarlige sengetid. Og hvad med maden? Er det egentlig ikke både lettere, billigere og sundere, hvis staten bare sammensætter din daglige menu for dig og sender det hele til dig pakket ind i vacuum?
’Velkommen til et perfekt helvede’, kunne der stå på skiltene, når man lander i Kastrup lufthavn.
